København afviser svigt af svage elever

Københavns Kommune kan godt finde ud af at hjælpe de tosprogede til at klare sig godt i folkeskolen. Det mener kommunen i hvert fald selv og afviser kategorisk et tilbud fra undervisningsminister Troels Lund Poulsen (V).

Forslaget går ifølge Politiken ud på, at Undervisningsministeriet vil bruge 40 millioner kroner på at indgår direkte partnerskaber med 20-25 skoler i Danmark, som har mindst 40 procent tosprogede elever og et karaktergennemsnittet under tre.

Men idéen får en særdeles kold skulder fra den socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen:

- Troels Lund Poulsen skyder valgkampen i gang med at angribe Københavns overborgmester Frank Jensen, hedder det i en meddelelse fra overborgmesterens kontor.

Københavns Kommune har i øvrigt ifølge Frank Jensen slet ingen skoler, der opfylder forslagets betingelse.

- Troels Lund Poulsen har vist brugt mere tid på at tænke over perfide fraser og personangreb, end han har brugt på at sætte sig ind i fakta om folkeskolen, siger Frank Jensen.

Kommunens negative reaktion viser ifølge Troels Lund Poulsen, at de københavnske politikere ikke lever op til deres ansvar.

- Der er seks skoler i København, der har et karaktergennemsnit på tre eller derunder i dansk. Det er ikke godt nok.

- Jeg har lanceret forslaget fordi, der er brug for at tage skeen i den anden hånd på en række skoler rundt omkring i landet, som afleverer elever fra afgangsklasserne uden de basale færdigheder, siger Troels Lund Poulsen til Ritzau.

At de tosprogede i København fik en karakterfremgang på 0,5 point ved de afsluttende prøver i 2010 imponerer ikke ministeren:

- Selv om man skal glæde sig over enhver fremgang, så er det stadig ikke godt nok. Der er andre kommuner som for eksempel Høje-Taastrup, som gør det langt bedre.

Jeg finder det derfor ejendommeligt, at man i København vælger at sætter sig tilbage med korslagte arme og er småfornærmet.

/ritzau/

Et tilbud til de københavnske folkeskoler fra undervisningsminister Troels Lund Poulsen får en kold skulder

Offentliggjort Sidst opdateret