Københavnere har fået strømmen tilbage

Der er igen strøm i indre København efter et strømnedbrud onsdag formiddag.

Det siger Helene Aagaard, pressemedarbejder i DONG Energy.

- Alle kunderne har fået strømmen tilbage. De var uden strøm i cirka tre timer på grund af en højspændingsfejl på en transformerstation, hvilket er en helt typisk fejl, siger hun.

Omkring 3700 kunder blev ramt af strømsvigtet, der gik hårdt ud over både butikker og lysregulerede kryds.

Mørkelagte lyskryds fik politiet til at bede folk om at tage hensyn til hinanden i trafikken. En opfordring, som ser ud til at være blevet fulgt.

I hvert fald har politiet ikke modtaget meldinger om færdselsuheld på grund af uvirksomme lyssignaler, og ingen er kommet til skade på grund af strømsvigtet.

Dankortterminalerne lå også døde hen i de tre timer, som strømsvigtet varede.

/ritzau/

Københavnere kan køre sikkert hjem fra arbejde. Der er igen strøm i de lysregulerede kryds.

Offentliggjort Sidst opdateret