Københavns Universitet sætter ansøgerrekord
Flere og flere prøver at få foden indenfor på Københavns Universitet (KU).
Selvom der i 2011 blev sat rekord for ansøgninger til KU, er det alligevel lykkes universitetet at opnå en stigning igen i år og sætte en ny rekord.
I alt har 17.712 personer søgt om at blive studerende på KU i 2012.
Og det er der forskellige årsager til, mener KU.
- Der er generel fokus i samfundet på, at uddannelse er nødvendig, hvis man vil sikre sig en plads på fremtidens arbejdsmarked, siger specialkonsulent Pernille Kindtler fra KU.
De voksende årgange på landets gymnasier kan også være en del af forklaringen på, at der er flere ansøgere til universiteterne i den anden ende.
De 17.712 ansøgere har ansøgt om 27.538 forskellige studiepladser. På KU er man positive overfor, at ansøgerne har søgt så mange forskellige studiepladser.
Det vidner om, at de unge søger bredt og realistisk. I stedet for kun at søge ét drømmestudie breder de deres muligheder mere realistisk ud.
- Generelt kan vi se, at ansøgerne udviser stor realisme i deres søgemønster både i henseende til muligheden for at komme ind på uddannelsen og fremtidige jobmuligheder, siger Pernille Kindtler.
12.609 af ansøgningerne er førsteprioriteter. Antallet af unge, der har en uddannelse fra KU som førsteprioritet, er steget med 3,1 procent i forhold til 2011.
Det er især de naturvidenskabelige uddannelser, som der er stigende interesse for. Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet har i år oplevet en fremgang i ansøgninger på 6,1 procent i forhold til 2011.
Det humanistiske fakultet oplever dog - trods en vis tilbagegang i ansøgningerne - stadig størst interesse fra ansøgerne.
Den 30. juli får ansøgerne svar på, om de er optaget på drømmestudiet. Hvis det ikke er tilfældet, er det også den dag, hvor der bliver åbnet for ansøgninger til de studier, der ikke er fuldt besat endnu.
/ritzau/
Seneste artikler
Lolland har brug for millioner - ikke en ny omfartsvej
Lokal fotograf hædret med international pris
Brrr... frøs du også? Så koldt var det i nat
69-årig mand stalkede kvinde i årevis: Her er dommen
To måneder efter hun forsvandt: Nu skal specialhunde søge efter Maibritt
Mest læste artikler
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker