Kolding vil give iPads til kommunens yngste
Et enstemmigt børneudvalg i Kolding Kommune har forud for septembers budgetforhandlinger for 2014 besluttet at bede byrådet om 3,6 millioner kroner til at udstyre kommunens yngste med iPads.
Det er kommunens vuggestuer og dagplejere, der skal udstyres med i alt 817 iPads, hvis det står til Børneudvalget.
- Det her er et godt tilbud til at sætte fokus på den nye teknologi, som er i en rivende udvikling, og derfor er det godt at starte så tidligt som muligt, siger formanden for Børneudvalget i Kolding Kommune, Jørn Dohrmann (DF).
Og han er overbevist om, at byrådet nok skal finde pengene til investeringer i den nye teknologi.
- Det er et fuldt realistisk ønske, som, jeg selvfølgelig forventer, kommer med i budgettet. Når udvalget enstemmigt siger ja, så er det også et udtryk for, at alle partier arbejder positivt for det, siger han.
I dag er der allerede flere daginstitutioner og dagplejere, som gør brug af iPads, ligesom den også er blevet et fast inventar i flere hjem.
Men med forslaget ønsker Børneudvalget at rulle tilbuddet ud til alle vuggestuer og dagplejere.
- Vi tror på, det er den rigtige måde at gøre det på, ved at alle får den stillet til rådighed, siger Jørn Dohrmann.
- Vi har nogle forældre, som ikke har tablets eller computere derhjemme. Og vi vil gerne have, at alle børn i Kolding Kommune er foregangsbørn. Vi tør nogle ting, som man måske ikke tør andre steder, siger han.
Hvis byrådet beslutter sig for at støtte op om forslaget og bevilge pengene, skal de 3,6 millioner bruges over en toårig periode fra 2014.
/ritzau/
Seneste artikler
Indsatsleder om dramatisk nat: Usædvanligt travlt
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker