De uregelmæssigheder i Københavns Kommune, som TV2-udsendelsen "Operation X" fortalte om den 24. november, skal nu undersøges nærmere i en uvildig undersøgelse, oplyser overborgmester Ritt Bjerregaard (S).
Det er Intern Revision, der i samarbejde med eksterne revisorer skal foretage undersøgelsen, som blandt andet skal omfatte en gennemgang af de relevante vedligeholdelseskontrakter.
I et notat fra Intern Revision til revisionsudvalget lægges der op til, at den fungerende vedligeholdelseschef Anders Asbjørn Jensen i Københavns Ejendomme bliver suspenderet, mens undersøgelsen står på. Intern Revision anbefaler desuden, at Kultur- og Fritidsforvaltningen vurderer, om der er grundlag for en politianmeldelse.
Tidligere onsdag fik Anders Asbjørn Jensen 48 timer til at redegøre for beskyldninger om nepotisme og korruption i forbindelse med renovering af københavnske skoler. Det oplyste borgmester for kultur og fritid i Københavns Kommune, Pia Allerslev (V), til TV2 News efter et møde med blandt andet den ansvarlige direktør for Københavns Ejendomme, Gyrithe Saltorp.
Ifølge TV2s forbrugerprogram Operation X har kommunen betalt overpris for at få renoveret en række af sine skoler og institutioner. Arbejdet er udført af en ven af Asbjørn Jensen, der ejer den tegnestue, som i 2007 vandt kontrakten.
Kontrakten sikrede tegnestuen renoveringsopgaverne på kommunens 40 skoler og institutioner i Vanløse i tre år, ligesom tegnestuen også har sikret sig en tilsvarende aftale for kommunens bygninger på Amager.
Tegnestuen vil enten blive politianmeldt, eller også kommer der en anden form for retligt efterspil, så kommunen kan få erstatning for arbejdet. Det er ud over at være alt for dyrt, også er af ringe kvalitet, oplyser Pia Allerslev.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet