Kommune forventer milliondyr Nordic Waste-regning
Kommunaldirektør i Randers Kommune Jesper Kaas Schmidt fortæller på et pressemøde, at indsatser ved Nordic Waste kan efterlade et stort hul i kommunekassen. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Frem til 16. april har kommunen brugt 254 millioner kroner på indsatser efter jordskreddet ved Nordic Waste.
Randers Kommune forventer at bruge mellem 468,2 og 663,4 millioner kroner på indsatser ved Nordic Waste.
Det siger kommunaldirektør i Randers Kommune Jesper Kaas Schmidt på et pressemøde onsdag eftermiddag.
Frem til 16. april har kommunen brugt 254 millioner kroner på oprydning og afværgeindsatser efter jordskreddet ved virksomheden.
På pressemødet siger borgmester Torben Hansen (S), at Randers Kommune siden 19. december har stået i en "ekstrem" situation.
- Vi er i en økonomisk vanskelig situation, og vi har brug for hjælp, siger han.
Jordskreddet ved Nordic Waste i Randers blev offentligt kendt i december 2023. 19. december meddelte Nordic Waste, at virksomheden ville stoppe med at bekæmpe jordskreddet og overlod dermed opgaven til Randers Kommune.
En del af Randers Kommunes samlede udgifter er allerede afholdt, men de forskellige scenarier efterlader udgifter, som ikke er finansieret, for mellem 274 og 469 millioner kroner. Det fortæller Jesper Kaas Schmidt på pressemødet.
Et realistisk udfald forventes at ligge i midten af intervallet, lyder det. Det efterlader ikkefinansierede udgifter for cirka 370 millioner kroner for Randers Kommune.
Nordic Waste blev erklæret konkurs 22. januar. Samme dag besøgte statsminister Mette Frederiksen (S) Ølst, hvor virksomheden lå.
Her kaldte statsministeren det "fuldstændig urimeligt", hvis børn og gamle i Randers skal betale for oprydningen.
- Det her er en begivenhed udover det sædvanlige. Det er ikke sket før i Danmark. Randers Kommune står med en kæmpemæssig opgave, og den skal de ikke stå med alene. Derfor betragter vi det også som et nationalt anliggende, sagde Mette Frederiksen dengang.
Siden har Folketinget afsat 205 millioner kroner som garanti for Randers Kommune til at dække afværgeforanstaltninger i forbindelse med jordskreddet.
Miljøminister Magnus Heunicke (S) har efterfølgende sagt, at Randers Kommune ikke skal forvente flere penge fra staten udover de 205 millioner kroner, der er afsat. Det skrev DR 19. april.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde