Kommune frygter oversvømmelser 1. januar og deler sandsække ud
Vandstanden i åerne gennem Vejle vil blive kritisk på årets første dag, lyder advarsel fra Vejle Kommune.
Vejle Kommune frygter, at åerne gennem byen vil løbe over sine grænser på årets første dag.
Det skriver kommunen i et opslag på Facebook. Derfor har kommunen stillet sandsække op til fri afhentning for borgere nytårsdag.
- Meget regn nytårsaften og nytårsdag kan give problemer med oversvømmelse, og der kan nu frit afhentes sandsække ved Spinderihallerne i Vejle, skriver kommunen.
Kommunen, der er i løbende kontakt med Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, skriver, at vandstanden i åerne vil blive kritisk mellem klokken 12 og 18 1. januar 2025.
- Vejrudsigten er pt. meget usikker. Vandstanden i vandløbene vil blive høj, men vi forventer ikke oversvømmelse, hvis de nuværende prognoser fra DMI holder stik, skriver kommunen.
Vejle Kommune er en af 51 kommuner, der er i særlig risiko for oversvømmelser fra hav og vandløb.
Allerede i 2011 blev kommunen udpeget af Kystdirektoratet som et risikoområde. Kommunen har også et utal af gange stillet sandsække til rådighed for borgerne på grund af oversvømmelser.
I december fik kommunen tilsagn om 12,6 millioner kroner fra statens kystpulje.
Projektet har til formål at beskytte Vejle by og havn mod oversvømmelse blandt andet ved etablering af højvandsmur og forlandsdannelse.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker