Kommune lukker ned for adgang: Skoleelever kan snart ikke længere gå på sociale medier
Adgangen til sociale medier, gaming og shopping bliver fra slutningen af oktober spærret på de københavnske skolers netværk. (Arkivfoto). Foto: Emil Hougaard/Ritzau Scanpix
Et flertal i Børne- og Ungdomsudvalget i København spærrer nu for skoleelevers adgang til flere hjemmesider.
Der venter eleverne i Københavns Kommune en omvæltning, når kalenderen nærmer sig november.
Et flertal i kommunens Børne- og Ungdomsudvalg har netop besluttet, at det fra slutningen af oktober skal være slut med blandt andet sociale medier i skoletiden.
Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.
I pressemeddelelsen fremgår det, at kommunen allerede i dag blokerer en række hjemmesider med "skadeligt indhold" ved hjælp af en firewall-løsning.
Det er denne løsning, der nu bliver suppleret og kommer til at spærre adgangen til hjemmesider for gaming, shopping og sociale medier.
Pressekontoret i Københavns Kommune oplyser til Ritzau, at det nye tiltag kommer til at træde i kraft den 31. oktober, og at det kommer til at gælde for alle klassetrin på samtlige af kommunens skoler.
Flertallet bag beslutningen består af Enhedslisten, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Alternativet.
Børne- og ungdomsordfører for Socialistisk Folkeparti Rasmus Steenberger i København ser det som et skridt på vejen til at forebygge en del af den mistrivsel, der findes blandt unge.
- Det går ud over vores relationer, hvis vi bruger for meget tid på skærmen.
- Håbet er, at vi med det her forslag kan sørge for, at børn og unge får bedst mulig tid til at være sammen, lyder det.
Blokeringen er dog kun gældende så længe, der er tale om brug af skolens netværk.
Og der opfordres derfor også i pressemeddelelsen til at indføre en mobilpolitik på de enkelte skoler som supplement til løsningen.
Alligevel er børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune Jakob Næsager (K) ikke en del af aftalen.
- Jeg vil hellere lære børnene om digital dannelse og det at begå sig på internettet end jeg vil lære dem om censur, siger han.
Han henviser til, at børn og unge kan tilgå de pågældende hjemmesider fra deres private telefoner og tablets.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker