Kommune ser intet forkert i at have anbefalet borger kviklån
Ebeltoft Rådhus i Syddjurs Kommune. Formand for udvalget for erhverv og beskæftigelse mener, at det var helt efter bogen at anbefale en borger at optage et kviklån. (Arkivfoto). Foto: Annelene Petersen/Ritzau Scanpix
Annelene Petersen/Ritzau Scanpix
Syddjurs Kommune anbefalede kontanthjælpsmodtager at optage et kviklån for at betale behandling hos tandlægen.
En borger i Syddjurs Kommune er for nylig blevet anbefalet af en af kommunens sagsbehandlere at optage et kviklån for at få råd til et gebis.
Og det var helt efter bogen, mener Gunnar Sørensen (V), formand for udvalget for erhverv og beskæftigelse i Syddjurs Kommune.
Det skriver TV2 Østjylland.
Ifølge Gunnar Sørensen er der ikke noget forkert i sagen.
- Vi har vejledt borgeren, som vi skal. Og borgeren kan så træffe den afgørelse, man vil, efterfølgende, siger han til TV2 Østjylland.
Udmeldingen kommer, efter at den 62-årige kontanthjælpsmodtager Anette Christensen blev anbefalet af en sagsbehandler at optage et kviklån for at få råd til en omfattende tandlægebehandling.
Også selv om hun ifølge TV2 Østjylland med sådan et lån kunne ende med at betale tæt på det dobbelte af, hvad behandlingen ellers ville koste hende kontant.
Anette Christensen har voldsomme tandsmerter og har fået lavet et prisoverslag på en behandling. Det lyder på godt 31.000 kroner.
Syddjurs Kommune dækker 65 procent af regningen, fordi hun er kontanthjælpsmodtager. Det efterlader den resterende del af regningen - knap 11.000 kroner - til Anette Christensen selv.
Hendes sagsbehandler valgte at sende hende et rådighedsbudget samt et ansøgningsskema til et kviklån på 15.000 kroner fra firmaet Santander.
- Jeg er stor modstander af det, og jeg har frarådet begge mine drenge at gøre det. Men så bliver man af kommunen opfordret til at gøre det, så tænker man: Hvad er nu det for noget?, siger Anette Christensen til TV2 Østjylland.
Gunnar Sørensen afviser, at han selv kunne finde på at tage et sådant lån.
- Det er bare en del af pakken. Det er det, vi ser mange mennesker gør. Og det er sådan set kommunen uvedkommende, hvor borgeren henter sine penge, siger han til TV2 Østjylland.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde