Kommune tager kampen op mod klimaforandringer med statens hjælp
Nyborg er fra statens side udpeget i den nationale risikokortlægning. Det skyldes, at kommunen er truet af oversvømmelser, der kan lamme kritisk infrastruktur og medføre store skader på miljøet, lyder det fra miljøminister Magnus Heunicke (S) i en pressemeddelelse. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau ScanpixIda Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Fremtidige oversvømmelser kan ramme trafikken mellem Fyn og Sjælland. Derfor er staten og Nyborg Kommune gået sammen om at finde løsninger til klimasikring.
Danmark er med vores tusinde kilometer af kystlinje og mange øer særligt udsat, når havvand og grundvand stiger som følge af klimaforandringer.
Og ekstremt vejr og fremtidige kraftige stormfloder truer kritisk infrastruktur.
Et af de steder, der er udsat, er Nyborg Kommune.
Her risikerer vand ved en stormflod at trænge ind på området omkring Storebæltsforbindelsens indløb, som er knudepunkt for både bil- og togtrafikken mellem Øst- og Vestdanmark.
Derfor var miljøminister Magnus Heunicke (S) mandag i Nyborg for at underskrive en samarbejdsaftale, der giver kommunen adgang til eksperthjælp og særlig rådgivning, når der skal lægges en plan for klimasikring af byen.
Annonce
For Nyborg er samarbejdet et afgørende element for at nå i mål, siger kommunens borgmester, Kenneth Muhs (V).
- Det giver os vigtig viden og vejledning på vejen mod en konkret plan for klimasikringen i Nyborg, der har kritisk infrastruktur. Derfor er jeg rigtig glad for vores aftale, siger han.
Ministerens besøg sker som led i arbejdet med statens Klimatilpasningsplan, hvor staten samarbejder med udvalgte kommuner i Danmark om at klimasikre områder med risiko for oversvømmelse.
Nyborg Kommune kan for eksempel få sparring i forhold til at lave scenarier for vandstandsstigninger, hvilket gør det nemmere at beslutte hvilke beskyttelsesanlæg, der skal bygges, forklarer borgmesteren.
- At kunne trække på staten er vigtigt i en kommune som Nyborg, som jo ikke er verdens største.
- Det gør det alt andet lige nemmere, at vi nu er enige om, at vi har en opgave, der skal løses. Selv om det jo selvfølgelig er komplekst at løse og fordele den økonomiske byrde, siger Kenneth Muhs.
Den nye samarbejdsaftale med Miljøministeriet skal munde ud i, at der i 2026 vedtages en plan for etableringen af klimasikringen i Nyborg.
Og selv om der ikke følger finansiering med, så er Nyborg klar på at løfte opgaven, lyder det.
Til gengæld får kommunen statens vejledning til at identificere mulige bidragsmodeller for finansiering af stormflodsprojektet.
I en rapport fra DTU lød det for nylig, at man i fremtiden forventer, at stormfloder bliver hyppigere. Det skyldes havstandsstigninger som følge af klimaændringer, og det vil føre til endnu højere omkostninger fra stormfloder. (Arkivfoto). Foto: Linda Kastrup/Ritzau ScanpixLinda Kastrup/Ritzau Scanpix
Nyborg Kommune står dog ikke alene.
Annonce
En rapport fra Danmarks Tekniske Universitet, DTU og Kommunernes Landsforening, KL, fastslog for nylig, at Danmark står over for en stor udfordring.
Hvis ikke vi sikrer os mod stormflod i en vis fart, risikerer skadeomkostningerne ved stormfloder at løbe op på et beløb på over 200 milliarder i løbet af de næste 100 år.
Det skyldes, at vejret bliver både varmere, vådere og vildere, forklarer Mia Holmbo Lind, der er klimaanalytiker ved tænketanken Concito.
- Vi ser allerede en ret stor problemstilling omkring klimatilpasning, hvis vi ser på hele vandets kredsløb. Så vi skal huske at tilpasse fremtidens klima og ikke blive ved med at bygge, som vi gjorde i fortidens klima, siger hun.
Det gælder også vigtige trafikforbindelser som ved Storebælt, forklarer klimaanalytikeren.
- Man har jo prøvet at medregne ret høje stormfloder, da man designede forbindelsen. Men man har ikke haft klimaforandringer i tankerne, for det var ikke lige så etableret dengang, siger Mia Holmbo Lind.
Omkring 36.000 køretøjer passerer dagligt Storebæltsbroen, der betegnes som kritisk infrastruktur. Ved stormflod risikerer både jernbanen og vejforbindelsen inden selve broen ved halvøen Slipshavn at blive oversvømmet og beskadiget. (Arkivfoto). Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Nyborg er af Kystdirektoratet udpeget som særligt risikoområde. Det skyldes foruden kritisk infrastruktur også, at kommunen har vigtig kulturarv.
Det er også vigtigt at beskytte, så vi kan bevare historien, påpeger klimaanalytiker Mia Holmbo Lind.
- Mange af de gamle købstæder er mellem 500 og 800 år gamle. Og da vi gerne vil have et kulturrigt samfund, bliver vi nødt til at tale om andre ting end kritisk infrastruktur, som vi alle sammen kan blive enige om, er en rigtig god idé at beskytte, siger hun.
/ritzau/
Stormfloder kan koste Danmark dyrt
* Stormflod er en oversvømmelse forårsaget af kraftig vind, der presser store vandmasser fra havet og ind over land. Det kan i fremtiden koste Danmark dyrt.
* En rapport har for nylig anslået, at Danmark risikerer en regning på mellem 211 til 282 milliarder i nutidsværdi i løbet af 100 år, når det kommer til stormfloder, der forventes at komme hyppigere.
* Frem mod år 2124 forventes antallet af mennesker, der bor i risikozoner for oversvømmelse, at stige fra 66.000 i dag til mellem 175.000 til 245.000.
* Samtidig kan antallet af oversvømmelsestruede bygninger vokse fra cirka 31.000 til mellem 86.000 og 117.000. Det gælder både helårshuse, sommerhuse og erhvervsejendomme.
Kilder: Danmarks Tekniske Universitet og Kommunernes Landsforening.
/ritzau/
Det er ikke blot på grund af kritisk infrastruktur, at byer som Nyborg skal beskyttes mod oversvømmelser. Blandt andet findes Nyborg Slot, der er Danmarks ældste bevarede kongebolig, i byen. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Seneste artikler
Tom og lokalsamfundet sendte en redningskrans og fik et nyt hus tilbage
Kontrol udløste adskillige sigtelser
Vandet var populært hos årets studenter
NFH-træner ser muligheder for at gå videre
Ulovligt hotel: Kommunen fandt 52 sengepladser i enfamiliehus
Mest læste artikler
Seneste prognose varsler knap så høje temperaturer på LF
Politiet undersøger mistænkelige dødsfald på Falster
Ny restaurantejer: - Der skal være noget for enhver smag
Chokeret nabo: - Det er sgu underligt i sådan en lille by
Medie: Lollik savnet efter kæntring