Kommuner beskytter ikke anonyme anmeldere

Anmelder du din nabo for socialt bedrageri via internettet, er der risiko for, at din identitet bliver afsløret, og at oplysningerne kommer i forkerte hænder.

Stik imod loven behandler flere kommuner fortrolige og følsomme oplysninger om helbred, privatøkonomi, interne familieforhold, seksuelle forhold og cpr-numre helt ubeskyttet, skriver Politiken.

- Det er et klokkeklart brud på persondataloven, siger lektor i persondataret på Aalborg Universitet, Charlotte Bagger Tranberg.

Som led i kampen mod bedrageri med sociale ydelser som boligsikring, børnetilskud og kontanthjælp har 32 kommuner oprettet anonyme tjenester på deres hjemmesider, hvor borgerne kan udfylde formularer, sende e-mail eller ringe ind for at melde andre borgere.

25 af kommunerne har slækket så meget på sikkerheden, at det er i strid med persondatalovens bestemmelser, viser en undersøgelse.

12 kommuner anvender formularer på deres hjemmesider, hvor indberetninger med følsomme oplysninger ikke håndteres krypteret. 13 kommuner opfordrer borgere til at anmelde socialt bedrageri gennem e-mail uden at angive, at oplysningerne skal krypteres.

- Det står direkte nævnt i loven, at der skal krypteres særligt voldsomt, når kommunen som dataansvarlig indhenter personfølsomme oplysninger som personnumre og helbredsoplysninger, Charlotte Bagger Tranberg til Politiken.

Undersøgelsen af kommunernes anmeldetjenester er lavet af webkonsulent Rune Mejlvang for hans egen webside "Manden fra kommunen". Han kalder tjenesterne for "dårligt og forhastet arbejde".

- Når kommunerne så konsekvent ikke krypterer informationerne, tyder det på, at de ikke har tænkt de alvorlige konsekvenser igennem, siger han til Politiken.

Datatilsynet vil nu have kortlagt kommunernes anmeldetjenester.

- Nu vil vi se på, hvad der er op og ned i den her sag, siger direktør Janni Christoffersen.

/ritzau/

25 kommuner krypterer ikke anonyme anmeldelser om socialt bedrageri. Det er et klokkeklart lovbrud, siger ekspert.

Offentliggjort Sidst opdateret