Kommuner er for sløve til at hjælpe kriminelle unge
Næsten halvdelen af landets kommuner er ikke hurtige nok til at hjælpe kriminelle børn og unge, skriver Ankestyrelsen i en ny rapport.
Af rapporten "Kommunernes indsats på området for unge og kriminelle" fremgår det, at 46 procent af landets kommuner ikke følger reglerne. I de fleste tilfælde er det de samme problemer, som går igen.
De får ikke reageret hurtigt nok på underretninger, overholder ikke reglerne for at få skrevet en handleplan, og fristen på syv dage for handleplanen bliver heller ikke overholdt.
Socialpædagogernes formand, Benny Andersen, kalder rapporten for nedslående læsning.
- Det er ganske enkelt ikke godt nok. Kommunerne har et ansvar for at hjælpe de her børn og unge tilbage på sporet. Det ansvar lever de tydeligvis ikke op til, siger han i en skriftlig kommentar og fortsætter:
- For det første er det uanstændigt og respektløst over for de børn og unge, der på den måde ikke får en fair chance i livet. Og for det andet er det også pivdårlig forvaltning af den økonomiske dimension.
- Det kræver ikke den store indsigt at regne ud, at jo flere kriminelle løbebaner, vi kan bremse og vende til et selvforsørgende liv, desto bedre. Også på bundlinjen, siger han.
Benny Andersen opfordrer kommunerne i KL og social- og børneminister Manu Sareen (R) til at samarbejde med socialpædagogerne for at sikre, at kriminelle børn og unge får hjælp i tide.
- Vi har masser af viden om, hvad der virker på det her område, og vi stiller os meget gerne til rådighed i et samarbejde, siger han.
I alt har Ankestyrelsen vurderet 300 sager over en treårig periode. Det er den tredje rapport, som styrelsen har udarbejdet om kommunernes indsats over for kriminelle børn og unge.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker