Kommuner: Forringelser rammer borgerne

Der er kun én vej tilbage, og det er at finde en lang række yderligere besparelser på vores drift, det siger en slukøret borgmester fra Holbæk, Søren Kjærsgaard (V).

Holbæk Kommune havde søgt Indenrigsministeriet om lov til at sætte skatten op med 128 millioner kroner, men har fået nej. Nu skal budgettet genåbnes.

- Vi lukker budgettet den 13. oktober for at genåbne det straks derefter. Vi bliver nødt til at finde yderligere besparelser, siger Søren Kjærsgaard.

Egedal Kommune var også blandt de kommuner, der havde søgt om lov til at hæve kommuneskatten med 74,3 millioner kroner. Men de fik også nej.

- Det bliver hårdt, og alle vil kunne mærke det. Det betyder, at vores serviceniveau falder med 3,4 procent. Vi skal nedlægge 90 stillinger, hvoraf 30 skal fyres, siger Egedals borgmester Willy Eliasen (V).

Selvom begge borgmestre ikke lægger skjul på, at det bliver hårdt at spare yderligere, så vil de ikke trodse Indenrigsministeriet og sætte skatten op.

- Vi tilslutter os loyaliteten blandt kommunerne. Hvis vi valgte at sætte skatten op, så ender alle kommuner med at skulle betale for vores skattestigning. Vi er nødt til at holde fast i værdierne i fællesskabet, siger borgmester Willy Eliasen.

Hvis borgmestrene vælger at sætte skatten op trods et nej, så får de ikke bare en individuel straf, men også en kollektiv. Borgmesterkollegaen i Holbæk er enig i, at det er ukollegialt at sende en regning videre til vennerne.

- I respekt for den aftale, som er lavet mellem regeringen og KL. Jeg er nødt til at respektere Indenrigsministeriets afgørelse, for ellers skal mine kolleger ud og betale den bod, som vil komme, siger Søren Kjærsgaard.

/ritzau/

Alle borgere vil kunne mærke forringelser. Det er meldingen fra de to kommuner, som har fået nej til at hente flest penge ved en skatteforhøjelse.

Offentliggjort Sidst opdateret