Stadig flere pædagoger mister nu jobbet som følge af besparelser i kommunerne. En ny opgørelse fra pædagogernes fagforening, Bupl, viser, at antallet af pædagoger, der bliver afskediget er vokset dramatisk.
I første halvår af 2010 har 443 pædagoger oplevet, at deres stilling er blevet nedlagt. Det er næsten lige så mange som hele sidste år.
Dertil kommer, at mange kommuner skærer ned i pædagogernes timetal, så de ikke bliver afskediget, men må acceptere at gå på nedsat tid eller på anden måde få ændret vilkårene for deres arbejde.
Det har 362 pædagoger oplevet det seneste halve år. En omfattende sparerunde i Silkeborg Kommune tynger godt i statistikken. Her er 82 stillinger blevet nedlagt, og derudover har 133 andre fået nedsat deres timeantal eller ændret deres vilkår.
- Kommunerne hvæsser sparekniven, og det har resulteret i et boom i fyresedler til pædagoger. Sammenlignet med 2008 er tallet allerede nu tredoblet, og vi frygter at flere følger efter, siger formand for Bupl, Henning Pedersen i en kommentar.
Han påpeger, at mange kommuner stadig ikke har budgetterne på plads endnu og frygter derfor, at fyringerne fortsætter i efteråret.
Henning Pedersen erkender, at kommunerne er presset økonomisk men opfordrer til, at de tænker sig godt om, før de fyrer pædagoger.
- I længden vil det blive meget dyrt at spare på børnene nu, siger Henning Pedersen.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker