Kommuner ønsker bredt uddannelsesforlig

Det går ud over de unge og uddannelserne, at regeringen og oppositionen ikke kan blive enige om milliardbevillinger til landets uddannelser fra Globaliseringspuljen.

Det mener formanden for børne- og kulturforeningen Per B. Christensen, der håber, at politikerne "besinder sig".

- Det er smadderærgerligt for de unge og for uddannelserne, hvis der ikke indgås et bredt forlig om fordelingen af de såkaldte globaliseringsmidler til blandt andet ungdomsuddannelser, velfærdsuddannelser og forskning, siger han i en pressemeddelelse.

Per B. Christensen kalder målsætningerne om, at havdelen af de unge skal have en videregående uddannelse og at 95 procent skal have en ungdomsuddannelse for "lidt hule", når politikerne ikke kan enes om redskaber og rammevilkår for at nå frem til målsætningen.

- Det betyder meget for uddannelserne, at der er tale om brede politiske forlig. Det er en del af den danske uddannelsestradition, siger han.

Per B. Christensen opfordrer samtidig politikerne til at give velfærdsuddannelserne en ordentlig saltvandsindsprøjtning og afsætte midler til udvikling af nye metoder, for at få flere til at tage en ungdomsuddannelse.

Både formanden for professionshøjskolernes rektorkollegium Laust Joen Jakobsen og Danske Universiteters talsmand Jens Oddershede har allerede udtrykt samme bekymring.

De sammenbrudte forhandlinger skyldes et forslag om børnechecken for de 15- til 17-årige. Regeringen vil give kommunerne mulighed for at skære i de unges børnecheck, hvis de unge ikke er i gang med en uddannelse eller på anden måde foretager sig noget fornuftigt, men det vil oppositionen ikke acceptere.

/ritzau/

Krisen mellem regeringen og oppositionen om globaliseringspenge til landets uddannelser får nu de kommunale chefer på banen: Besind jer, lyder opfordringen.

Offentliggjort Sidst opdateret