Landets kommuner er nu færdige med forhandlingerne om næste års budget, og tallene viser, at der bliver gået hårdt til skolerne stort set alle steder.
74 ud af 86 kommuner skal spare på skolerne, som mister i alt godt 614 millioner kroner i 2011. Desuden har kommunerne planlagt besparelser på godt én milliard kroner i både 2012 og 2013 på skoleområdet.
Tallene fremgår af en dugfrisk opgørelse fra Danmarks Lærerforening. Foreningens kredse har indsamlet tallene i de enkelte kommuner og dermed fået et overblik over spareiveren i langt størstedelen af landets 98 kommuner.
Af opgørelsen fremgår det for eksempel, at Århus Kommune vil spare i alt 57 millioner kroner på skoleområdet næste år, Allerød 20,7 millioner kroner og Lolland 17,2 millioner kroner.
Hovedparten af pengene skal hentes ved at skære i elevernes timetal og nedlægge lærerstillinger og specialundervisning, og formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, kalder besparelserne de voldsomste, han nogen sinde har været ude for.
De kommer samtidig med, at regeringen har sat sig som mål at gøre den danske folkeskole til en af verdens bedste.
Formanden for regeringens skolerejsehold, Jørgen Søndergaard, erkender, at kommunernes besparelser gør det svært at leve op til regeringens målsætning.
- Det bliver vanskeligt, fordi der skal bruges penge, hvis man vil lave verdens bedste folkeskole, siger Jørgen Søndergaard.
Han påpeger dog, at besparelserne i nogle kommuner kan hænge sammen med faldende elevtal og derfor ikke nødvendigvis medfører forringelser af skolen.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet