Kommuner svigter mishandlede børn

Betydeligt flere børn, end myndighederne spotter, lever under miserable forhold.

I det skjulte udsættes de for slag, ydmygelser, vanrøgt og seksuelt misbrug fra deres forældre, viser en rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI.

- Der er brug for, at kommunerne gør en større indsats for at hjælpe børnene. At de for eksempel sikrer sig, at de bliver undersøgt af en børnelæge, når der er begrundet mistanke om fysisk vold, siger seniorforsker Mogens Christoffersen.

Rapporten bygger på interviews med 3000 25-årige om deres oplevelser med mishandling i barndommen. Oplysningerne sammenholdes med de registrerede mishandlingssager hos kommuner og hospitaler. Mens 5,6 procent af de interviewede blev fysisk mishandlet af deres forældre, var det kun hver femte, som blev opdaget af kommunen - selv om der var tale om alvorlig vold.

- Det er børn, som bliver truet med pistol, eller som oplever, at der bliver kastet ting efter dem. Som får blå mærker af slag, bidmærker eller brandmærker, siger Mogens Christoffersen.

Rapporten ser også på psykologisk mishandling, hvor forældre ydmyger deres børn eller fortæller dem, at de er uønskede, uelskede eller værdiløse. Det siger næsten hver fjerde af de adspurgte, at de har oplevet.

- Det er et overraskende højt antal. Blandt dem flere som trues med at blive smidt ud hjemmefra. Måske har forældrene sagt det i desperation uden at gøre sig klart, at det gør et stort indtryk på barnet, siger Mogens Christoffersen.

Omkring hver syvende fortæller, at de er blevet udsat for vanrøgt i barndommen. De har for eksempel ikke fået ordentlig mad, fysisk pleje og omsorg. Til sammenligning blev kun 3,4 procent af en årgang registreret som vanrøgtede i kommunerne.

/ritzau/

Kun få børn, der udsættes for vold og vanrøgt hjemme, får hjælp. Kommunerne svigter, kritiserer forsker.

Offentliggjort Sidst opdateret