Kommuner vil af med pligt om uddannelser til jobløse unge
Kommunerne vil af med et pålæg om uddannelse til en bestemt gruppe unge arbejdsløse. I stedet kan vejen til den rigtige uddannelse meget vel gå gennem et job, argumenterer Odense-borgmester Peter Rahbæk Juel (S). Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Kommunerne vil have flere muligheder for at hjælpe unge uden job eller kompetencegivende uddannelse på vej.
For mange jobløse og skoletrætte unge løber ind i et krav om at gå i skole fremfor at få et job, mener kommunerne. De vil have afskaffet det, der hedder uddannelsespålægget.
Det drejer sig om unge under 30 år, der hverken har et arbejde eller det, der hedder en kompetencegivende uddannelse. Hvis de vil have ydelsen uddannelseshjælp, så kan de blive pålagt at starte på en uddannelse.
Men kommunerne mener, at reglerne er for stive. Derfor foreslår de i et unge-udspil, at Folketinget ændrer reglerne, så pålægget forsvinder. Udspillet offentliggøres mandag.
Ifølge Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S), der også er formand for Arbejdsmarkedsudvalget hos Kommunernes Landsforening, (KL) er uddannelsespligten for mange unge en blind vej.
- Det står simpelthen klart, når man ser på de unge, der er ledige nu, at for mange af dem er deres største problem ikke, at de ikke har en uddannelse, siger han.
- Mange af dem kommer med ar på sjælen fra uddannelsessystemet, nederlag på nederlag, og det er ikke hensigtsmæssigt at tvinge dem i uddannelse igen.
Til gengæld vil kommunerne gerne have en større frihed til at gå forskellige veje fremfor alle at starte på en uddannelse.
- Der skal være en mulighed for at kunne arbejde lidt bredere med den enkelte.
- Det kan være at arbejde med, om man skal ud at have et job. Vi kunne også godt tænkte, at jobcentrene fik friheder til at arbejde med flere værktøjer.
- Der er unge, der har brug for at lære nogle sociale færdigheder, og der har brug for at komme stille og roligt ud af en periode i livet, hvor det måske er angst eller psykiske udfordringer, der har præget.
Peter Rahbæk Juel mener stadig, at det skal være et mål, at unge uden et arbejde får en uddannelse, der giver en kompetence.
Men han mener, at vejen til den uddannelse nogle gange kan gå gennem et job:
- At komme ud og få et job kan også gøre, at man kan finde ud af, hvad er det for et område eller en branche, man efterfølgende vil have en uddannelse inden for.
Siden 1. april har det været muligt for kommunerne at deltage i et forsøg, hvor unge undtages uddannelsespålægget. Forsøget løber til udgangen af 2023.
Det synes Peter Rahbæk Juel er for lang tid at vente.
- Det er lang tid for mange unge at vente, mens man eksperimenterer.
- Skal vi afvente halve og hele år på det forsøg, så er det rigtig mange unge, der ikke får den hjælp, de har brug for. Og halve og hele år er rigtig lang tid, hvis man er ung, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Bogø Færgen og motorbåd i sammenstød
Vold i Storstrøm Fængsel: Indsat trampet i hovedet
Tine Hansen og Christina Figgé forsøger hver dag at gribe de mest udsatte
Bordelkontrol førte til anholdelse af 30-årig kvinde
Frede Rasmussen kommer til Nykøbing: Vil tale om livet som LGBT+-person
Mest læste artikler
Direktørpar dømt: Her er parret bag forsøg på millionsvindel
Nu er bjørnene kommet: - Jeg har gåsehud
Lang kø til åbning af butik
Bogø Færgen og speedbåd i sammenstød
Campingplads ved vandet til salg