Kommuner vil uddanne børn i bæredygtighed
Undervisning i at nedsætte energiforbrug i Rudersdal Kommune. Her fra Skovlyskolen i Holte. Foto: Foto: Carsten Andersen
Foto: Carsten Andersen
Ti kommuner er klar med en strategi, der skal gøre børn og unge bevidste om ressourcernes knaphed.
Ti kommuner landet over har gennem de seneste tre år arbejdet med bæredygtighedsprojekter rettet mod børn og unge i kommunens skoler og institutioner.
Projektet hedder "Grøn Generation", og efter det treårige forsøg er kommunerne nu hver især klar med politisk vedtagne strategier, der skal gøre børnene mere bevidste om ressourcernes knaphed.
En af de medvirkende kommuner er Næstved, og her ser borgmester Carsten Rasmussen (S) store perspektiver i projektet.
- Det er vores opgave at sætte retning for, hvordan vi inddrager kommunens børn og unge og samarbejder med dem om at skabe rammerne for det gode liv på den lange bane, siger han.
De ti kommuner i projektet er Randers, Fredericia, Kolding, Sønderborg, Næstved, Lejre, Høje-Taastrup, Hvidovre, Rudersdal og Vallensbæk.
De har grebet opgaven vidt forskelligt an og med forskellig grad af entusiasme.
En af dem, der har gjort meget ud af det, er Randers Kommune.
Her har man samlet alle aktiviteter, der gør børn klogere på bæredygtighed, på en hjemmeside, hvor institutioner og skoler kan hente inspiration til forløb og udflugter.
Sideløbende med det treårige forsøg har FN også udpeget 17 nye verdensmål for bæredygtighed, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) med sin underskrift i New York i september 2015 forpligtede Danmark til at arbejde for.
De nye verdensmål omhandler både udryddelsen af sult og fattigdom i verdens forarmede lande, men også mere globale indsatser i forhold til klima og udviklingen af bæredygtig energi.
Og her er det vigtigt at få engageret næste generation, påpeger Jens Ive (V), borgmester i Rudersdal, der også er blandt de ti kommuner.
- Den bæredygtige skole er vores beskedne, men bestemt ikke uvæsentlige bidrag til arbejdet med FN's 17 verdensmål på en konkret og borgernær måde, siger han.
Finansminister Kristian Jensen (V) vil inden for de kommende uger præsentere en handlingsplan for Danmarks arbejde med verdensmålene frem mod 2030.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde