Kommunerne passer godt på skattekronerne
For første gang i 13 år er der penge på kistebunden.
Landets kommuner passer godt på borgernes skattekroner, og for første gang i 13 år har kommunerne højvande i pengekassen. 58 af de 98 kommuner har haft et overskud på driften på mere end hvad der svarer til 2500 kroner per indbygger.
Det viser nye nøgletal fra Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (Kora). Kun to ud af de 98 kommuner har haft underskud. Skatteindtægterne er med andre ord større end udgifterne.
Seniorprojektleder Bo Panduro, der står bag de kommunale nøgletal, siger, at der ikke er tegn på, at kommunen sparer på nødvendige investeringer i eksempelvis nye skoler eller veje for at få økonomien til at hænge sammen.
- Vi er kommet væk fra situationen fra tidligere år, hvor mange kommuner havde svært ved at finansiere deres egne anlægsudgifter, siger Bo Panduro.
Tallene viser, at 2013 er det første år siden 2000, hvor gennemsnitskommunen har egenfinansieret deres anlægsudgifter fuldt ud, og det er sket for et markant højere niveau for anlægsinvesteringer end i 2000.
- Den økonomiske balance i 2013 er mere langtidsholdbar, end den var i 2000. Dengang var der et lavt anlægsniveau, og det betyder at kommunerne med tiden nedslider deres bygninger og veje og får et renoveringsmæssigt efterslæb. Et stabilt højt driftsoverskud, som finansierer et passende anlægsniveau er en mere langtidsholdbar situation, siger Bo Panduro.
Ifølge Kora er det dog ikke alt, der er rosenrødt. For fjerde år i træk har gennemsnitskommunen budgetteret for pessimistisk. Regnskabet er væsentligt bedre end budgetterne.
- Sådan har det været siden staten strammede sanktionspolitikken overfor kommunerne i 2010. Og det rejser spørgsmålet om, hvorvidt truslen om økonomiske sanktioner har ført til en overdreven forsigtighed i kommunernes budgetlægning, siger Bo Panduro.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned