Kommunerne skruer op for institutionstaksterne
Der er skruet godt og grundigt op for institutionstaksterne i landets kommuner i de senere år. Det viser en gennemgang af Danmarks Statistiks tal foretaget af Politiken.
Den største stigning er sket i Albertslund, hvor prisen for at få passet sit barn i vuggestue siden 2007 er steget med 10.284 kroner - næsten 40 procent - til 37.584 kroner i år.
Udviklingen er ifølge borgmester Steen Christiansen udtryk for, at de i kommunen har valgt service frem for besparelser.
- Der er en simpel realøkonomisk forklaring på, at vi har valgt at hæve taksterne. Vi skal have budgetterne til at hænge sammen. Hævede vi ikke priserne, ville vi blive nødt til at sænke serviceniveauet, og det ønsker vi ikke, siger han til Politiken.
Mange andre kommuner er fulgt i Albertslund fodspor. Det gælder eksempelvis Tårnby, Hvidovre, Høje-Taastrup, Herlev, Helsingør og Morsø.
Udviklingen overrasker formanden for forældreorganisationen FOLA, Lars Klingenberg.
Forældrenes betaling er nemlig bestemt af dagtilbudsloven, som fastsætter egenbetalingen til 25 procent af kommunernes institutionsudgifter.
- I princippet burde besparelser i kommunerne derfor også føre til lavere institutionstakster, siger Lars Klingenberg til Politiken.
Samtidig viser en opgørelse foretaget af pædagogernes fagforening, Bupl, at normeringen i daginstitutionerne i samme periode er blevet dårligere. Hvor der i 2007 var 2,7 børn per voksen i vuggestuerne, er der i dag 3,2 børn.
- Vi har inden for de sidste tre år set, at mange kommuner har nedlagt pædagogstillinger eller skåret i timetallet, siger BUPLs formand, Henning Pedersen, til Politiken.
I Kommunernes Landsforening anerkender man, at dagtilbudsområdet i de senere år har været underlagt kraftige justeringer.
Men ifølge Jane Findahl, formand for KLs børne- og kulturudvalg, er det vigtigt at være opmærksom på, at Bupl ikke indregner pædagogmedhjælpere og andet støttepersonale.
- Børnene har altså flere kompetente voksne omkring sig, end Bupls tal giver udtryk for, siger hun
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned