Kommunerne strammer kursen over for ledige modtagere af kontanthjælp og folk i aktivering, der udviser "manglende arbejdsvillighed" og ikke overholder aftalerne med systemet.
Ifølge Arbejdsmarkedsstyrelsen er antallet af økonomiske sanktioner over for denne gruppe steget fra 32.622 i 2007 til 134.398 i 2010. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Det er mere end fire gange så meget på tre år, mens antallet af folk, der modtager kontanthjælp, i samme periode kun er steget med 23 procent.
Sanktionerne rækker lige fra ophør af kontanthjælpen, én eller flere dage uden kontanthjælp og til fratræk af beløb i ydelsen, hvis man udebliver fra tilbud, jobsamtaler, aktivering, undlader at søge job eller afviser formidlet arbejde.
Professor Michael Svarer fra Aarhus Universitet, der bl.a. har forsket i ledighed, siger, at sanktionerne virker.
- Men det er naturligvis en balancegang, også i forhold til, hvor hårdt man skal piske, vurderer professoren.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) siger, at hun er "grundlæggende tilfreds" med kommunernes fremgangsmåde.
- Man skal være til rådighed, og det er vigtigt, at de unge ikke bliver overladt til passiv forsørgelse, konstaterer hun.
Socialrådgivernes formand, Bettina Post, mener, at de stadig flere sanktioner både skyldes en generelt skærpet holdning til rådighedsbegrebet og mere forenklede regler, når det gælder indberetning.
Hendes forening er ifølge formanden helt indforstået med, at det skal have konsekvenser, hvis modtagerne af kontanthjælp ikke overholder aftaler om kurser, samtaler, aktivering eller job.
- Folk skal stå til rådighed i det omfang, de overhovedet kan, lyder det fra Bettina Post.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned