Det bliver langt sværere for forældre landet over at få arbejde og familieliv til at hænge sammen fra næste år. Det skriver Berlingske Tidende.
Således viser en endnu ikke offentliggjort undersøgelse, at 45 procent af kommunerne fra nytår forventer flere lukkedage i dagtilbud, klubber og SFO'er.
Undersøgelsen er lavet blandt cheferne i 70 kommuner, som analysevirksomheden Corcom har foretaget for BUPL - forbundet for pædagoger og klubfolk.
Op mod hver fjerde kommune planlægger endda flere lukkeuger i klubber og SFO'er, og det på trods af, at over halvdelen af kommunerne i forvejen har indført lukkeuger.
SFOerne ser ud til at blive hårdest ramt, og det vil ikke kun forældrene kunne mærke. I Dansk Arbejdsgiverforening oplever man ofte, at forældre bliver hjemme for at passe børn, når SFOen eller fritidsklubben holder lukket.
- Det her er meget uhensigtsmæssigt i forhold til at få arbejdsmarkedet til at fungere fleksibelt. Folk bliver nødt til at melde sig syge eller bruge ferie på at passe børnene, siger chefkonsulent hos DA Benjamin Holst til Berlingske Tidende og tilføjer:
- Hver gang en institution holder lukket, så melder syv til otte procent af medarbejderne sig syge, mens omkring en tredjedel holder fridage. Og det koster dyrt.
Socialminister Benedikte Kiær (K) er utilfreds med kommunernes planer og nægter at acceptere dem.
- Det er helt uacceptabelt, hvis kommunerne holder lukkedage, når mange skal have passet deres børn. Og det er helt uacceptabelt, hvis kommunerne udvider perioderne med lukkedage, så de ikke kun holder lukket, når der er få børn, der har behov for pasning, siger hun og fortsætter:
- Kommunerne skal fastsætte kriterier for lavt fremmøde og dermed, hvornår institutionerne kan holde lukket.
-/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker