Kompromis om ny lukkelov

Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen klar til at ændre lukkeloven til en såkaldt helligdagslovgivning. Dagligvarehandelen indgår et historisk kompromis.

De store dagligvarekæder Dansk Supermarked, Coop og De Samvirkende Købmænd (DSK) har efter adskillige års uenighed om lukkeloven indgået et kompromis om den planlagte revision af lukkeloven. Oplægget præsenteres for økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K) tirsdag klokken 13, og en time senere holder parterne et pressemøde. I kompromiset indgår også skobutikker og sportsforretninger.
Direktør John Wagner fra DSK bekræfter over for Ritzau, at der er indgået et kompromis mellem modstandere og tilhængere af lukkeloven. Her har Dansk Supermarked hidtil været tilhænger af en fuldstændig liberalisering, mens Coop og DSK har været mere eller mindre imod. John Wagner ønsker ikke at redegøre nærmere for indholdet af kompromiset.
Fremover skal det være slut med at blive mødt med en lukket butiksdør om søndagen, skriver Berlingske Tidende.
Ifølge personer tæt på processen vil lukkeloven fra 1. oktober 2012 blive erstattet af en såkaldt helligdagslovgivning. Det betyder, at indkøbscentre kun tvinges til at holde lukket 13 helligdage om året, og at dagligvarebutikker med en årlig omsætning på under 25 millioner vil kunne holde åbent alle årets dage.
Ifølge Berlingske Tidendes oplysninger ligger Lene Espersens udspil tæt op ad det kompromis, som dagligvarekæderne inden sommerferien blev forhandlet på plads med Dansk Erhverv.
Venstre og Dansk Folkeparti har længe ønsket, at lukkeloven afskaffes.


Socialdemokraterne og HK/Handel frygter, at en liberalisering af lukkeloven vil føre til butiksdød.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret