Koncerter på Roskilde Festival skal også være for døve
Greta spillede på Roskilde Festival i 2021. En koncert, "der tog fusen på alle" ifølge Roskilde Festivals hjemmeside. (Arkivfoto). Foto: Torben Christensen/Ritzau Scanpix
To koncerter bliver oversat med en tegnsprogstolk i nyt initiativ. Det er en fin tanke, siger kunstner Greta.
Personer som intet kan høre eller har nedsat hørelse skal få mere ud af at tage til koncert på Roskilde Festival.
To koncerter bliver derfor oversat med en tegnsprogstolk. Den første er fredag med den dansk-tyske kunstner Greta.
Men det bliver ikke en almindelig oversættelse, som man for eksempel kan se i tv. Det bliver en såkaldt performancetolkning, siger Mika Christoffersen. Hun er chef for diversitet, lighed og tilgængelighed på festivalen.
- Ved performance tolkning forbereder tolken sig på forhånd, så de ved, hvilke sange der bliver spillet, hvem kunstneren er, stemningen, og hvad temaerne er i sangene, siger hun.
Det er altså ikke ord for ord, der bliver oversat, men hele oplevelsen af kunstneren på scenen. Tolken vil stå i den ene side af scenen.
Greta Louise Schenk Münster - kendt som Greta - var ikke et sekund i tvivl, da hun blev spurgt, om hendes koncert måtte være en del af initiativet.
- Jeg synes, at festival er sådan en stor fællesskabsfølelse, når man står i mængden. Jeg vil gerne skabe et show, der er inkluderende for alle, og hvor de kan føle sig velkommen og set, siger hun til Ritzau.
- Det er ekstra fedt, hvis der er nogle i publikum, som så kan føle, de kan være mere med, end de normalt kan til koncerter. Det synes jeg, er en virkelig fin tanke, tilføjer hun.
Ifølge Mika Christoffersen er der en generel efterspørgsel på denne type af koncerter - blandt andet fra Danske Døves Landsforbund.
- Vi vil derfor teste, om folk vil gøre brug af det og har glæde af det, siger hun.
Når koncerterne er spillet, vil Roskilde Festival tage temperaturen på projektet blandt de festivalgæster, der var til koncerten.
Om det er noget, der skal være en fast del af festivalen, kommer an på modtagelsen, siger Mika Christoffersen.
Greta spiller fredag på scenen Gaia, mens den anden koncert, der bliver oversat, er danske Barbro på scenen Avalon lørdag.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned