Kong Frederik har forpligtelse og kongeriget med i sit valgsprog

Kong Frederik X nævner ikke Gud i sit valgsprog, som lyder: "Forbundne, forpligtet, for Kongeringet Danmark". Tidligere monarkers valgsprog har ellers tidligere i de fleste tilfælde indeholdt religiøse referencer. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Et valgsprog er en slags leveregel, og den nye konges lyder: "Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark".

Offentliggjort Sidst opdateret

"Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark".

Sådan lyder valgsproget for Danmarks nye regent, kong Frederik X.

Det har han søndag eftermiddag kort efter klokken 15.00 erklæret fra balkonen på Christiansborg Slotsplads, hvor han udråbes som Danmarks nye regent.

Efter at statsminister Mette Frederiksen (S) havde udråbt kongen, holdt han en kort tale.

Inden han afsluttede den med sit valgsprog, takkede han blandt andet sin mor, dronning Margrethe, som tidligere søndag abdicerede.

- Min mor har som få formået at gå i ét med sit kongerige. I dag går tronen videre. Mit håb er at blive en samlende konge af i morgen.

- Det er en opgave, jeg har nærmet mig hele mit liv. Det er et ansvar, jeg tager på mig med respekt, stolthed og glæde, sagde kongen fra balkonen.

Dronning Margrethe havde valgsproget: "Guds hjælp, folkets kærlighed, Danmarks styrke".

Der har været spekulationer om, hvorvidt kong Frederik X ville nævne Gud.

Det har man blandt andet kunne spille penge på hos Danske Spil.

Spilorganisationen selv troede i højere grad på, at valgsproget ville komme til at handle om sammenhold og fællesskab.

Danske Spils tre favoritord var "Danmark" eller "Danmarks", så "for" og til sidst "folket" eller "folkets".

Dermed fik de ret i to af ordene.

Der har været tradition for, at Gud eller Herren er blevet nævnt i tidligere monarkers valgsprog.

Ser man på tidligere monarkers valgsprog, er Gud og Herren da også nævnt i langt de fleste.

Men for eksempel Christian I. undlod ordene. Hans valgsprog lød: "Dyden viser vejen".

Frederik V.'s lød: "Med klogskab og standhaftighed.".

Et valgsprog er en sætning eller et enkelt ord, som vedkommende har valgt som et udtryk for dennes idealer eller livsanskuelse. Det kan betragtes som en slags leveregel eller motto.

Ifølge nationalleksikonet Den Store Danske blev valgsprog særligt populære i Danmark under Frederik II, som var konge af Danmark og Norge fra 1559 til 1588.

Hans valgsprog var: "Mit håb til gud alene".

Brugen af valgsprog vandt yderligere frem i 1600-tallet.

Valgsprog er dog ikke forbeholdt de kongelige. For eksempel havde fysikeren Niels Bohr valgsproget "Modsætninger er komplementære", mens skibsreder A.P. Møllers var "Gennem trængsler til stjernerne".

/ritzau/