Kong Frederik taler fra balkonen på Christiansborg efter tronskifte
Dronning Margrethe blev udråbt på balkonen på Christiansborg Slot af daværende statsminister Jens Otto Krag (S) i 1972. (Arkivfoto). Foto: Vagn Hansen/Ritzau Scanpix
Kong Frederik vil afslutte tronskifte med sit valgsprog. Det skal sætte rammerne for hans regeringstid.
Kort efter at tronskiftet er blevet proklameret på søndag, taler kong Frederik fra balkonen på Christiansborg Slot.
Det fremgår af det officielle program for dagen, som kongehuset har offentliggjort mandag aften.
Klokken 15 søndag vil kongen træde ud på balkonen, hvorefter statsminister Mette Frederiksen (S) proklamerer tronskiftet.
Kort efter taler han og afslutter med sit valgsprog.
Valgsproget skal sætte rammerne for hans regeringstid.
For dronning Margrethe var det først i de dage, hvor hendes far - Frederik IX - lå for døden, at hun fandt frem til sit eget valgsprog.
Det lyder "Guds hjælp, folkets kærlighed, Danmarks styrke".
Søndagens program starter med, at både kronprinsparret og dronningen forlader Amalienborg i hvert deres køretøj.
Kronprinsparret bliver kørt i bil, mens dronningen skal eskorteres i karet.
Det sker, cirka en halv time før tronskiftet på Christiansborg.
Herefter deltager dronningen, kronprinsen og prins Christian sammen med regeringen i et møde i Statsrådet.
Selve tronskiftet indtræder officielt under dette møde, i det øjeblik dronningen har underskrevet en erklæring om sin abdikation.
Efterfølgende forlader dronningen Christiansborg Slot og sætter kursen tilbage mod Amalienborg.
Hun blev selv udråbt til dronning fra samme balkon i 1972 af daværende statsminister Jens Otto Krag (S).
Tronskiftet markeres i den forbindelse med, at hun bytter køretøj med kongeparret, således at hun bliver kørt tilbage i bil.
Klokken 14.30 vil det nye kongepar afholde kur for særligt indbudte gæster, der ikke navngives i programmet.
En halv time senere træder kong Frederik ud på balkonen og siger sine første ord til befolkningen som konge.
Efter proklamationen kører kongeparret ligeledes tilbage til Amalienborg. Denne gang eskorteres de i kareten.
Mandag vil kongefamilien også deltage i Folketingets markering af tronskiftet.
I den forbindelse vil statsminister Mette Frederiksen komme med en mundtlig meddelelse fra kongen.
Meddelelsen er "et allerhøjeste budskab til Folketinget", lyder det, uden at det bliver nærmere konkretiseret i programmet.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker