Kong Frederiks yngste børn får Elefantordenen
Det danske kongepar og deres fire børn vinkede søndag eftermiddag til de fremmødte på Amalienborg Slotsplads. Med tronskiftet bliver alle kongeparrets børn riddere af Elefantordenen. Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix
De tre yngste børn af kong Frederik betragtes efter tronskiftet som riddere af Elefantordenen.
Kong Frederiks tre yngste børn er fra søndag riddere af Elefantordenen.
Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.
Kongens ældste barn, kronprins Christian, har tidligere modtaget Elefantordenen.
Det skete i forbindelse med, at han fyldte 18 i efteråret.
Hans yngre søskende, prinsesse Isabella, prins Vincent og prinsesse Josephine, er nu også såkaldte elefantriddere.
Det skyldes, at kongens børn ifølge ordenens vedtægter er fødte medlemmer af Elefantordenen, skriver kongehuset.
Der vil dog formentligt gå noget tid, før de får overrakt ordenen.
Forventeligt vil det ske, når de fylder 18 år.
Det samme gjorde sig gældende for kong Frederik og prins Joachim. De var riddere af Elefantordenen, fra det øjeblik dronning Margrethe besteg tronen. Men de fik den først overrakt, da de blev myndige.
Også dronning Mary er ridder af Elefantordenen. Modsat sin mand bar hun den dog ikke i forbindelse med tronskiftet søndag.
Det gjorde kronprins Christian og dronning Margrethe heller ikke.
Elefantordenen er den ældste og fornemste danske ridderorden, fremgår det af kongehusets hjemmeside.
Den anden kongelige orden er Dannebrogordenen også kendt som ridderkorset.
Ordenen gives til danskere og udlændinge for blandt andet fortjenstfuld civil eller militær embedsgerning. Den kan også gives for en særlig indsats inden for kunst, videnskab og erhvervsliv.
Omvendt gives Elefantordenen i vore dage næsten udelukkende til kongelige eller statsoverhoveder fra andre lande.
Siden år 1900 er det kun en håndfuld borgerlige danskere, der er blevet elefantriddere. Det er blandt andet fysikeren Niels Bohr og skibsrederen Mærsk Mc-Kinney Møller.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker