Kongelige balletdansere i internt opgør

Kulturprogrammet er kommet i besiddelse af en tillidserklæring, som flere end 30 balletdansere har underskrevet tilbage i januar.

Det er sket bagom ryggen på balletdansernes forening og tillidsmand, der har været talerør for meget af kritikken mod Nikolaj Hübbe.

- Vi er dybt berørt af de drastiske besparelser, balletten er blevet pålagt og af følgerne deraf. Vi ønsker hermed at give vores fulde opbakning til balletmester Nikolaj Hübbe, hedder det i brevet.

En af Nikolaj Hübbes støtter er korpsdanser Camilla Ruelykke Holst, som over for Kulturen på News begrunder brevet med, at "vi har stor tillid til ham".

- Der har været delte meninger, men de meninger, der er kommet ud, har ikke været flertallets. Balletforeningen er gået ud til pressen og har sagt, at vi har mistillid, og det er lige præcis det, vi ikke har eller har haft på noget tidspunkt, siger hun.

Den fungerende talsmand for balletdansernes forening, Louise Midjord, ønsker ikke at kommentere, hvorfor så mange dansere er lodret uenige med den kurs, som balletdansernes forening og tillidsmand har udstukket i sagen.

Efter tillidserklæringen i januar ønskede balletdansernes forening at gennemføre et mistillidsvotum mod Hübbe. Det var der ikke flertal for blandt de kongelige balletdansere.

Da teatrets bestyrelsesformand Stine Bosse i sidste uge fredede balletmesteren og teaterchef Erik Jacobsen, skrev balletdansernes forening i en pressemeddelelse:

- Teaterbestyrelsen har meldt klart ud, at den fortsat har tillid til Det Kongelige Teaters ledelse. For vores vedkommende må vi opleve en konkret forbedring, før vores tillid er genoprettet.

/ritzau/

Det Kongelige Teaters balletkorps taler næppe med én stemme, når de kritiserer teatrets ledelse. Internt ligger balletdanserne nemlig i åben krig om deres balletmester Nikolaj Hübbe, rapporterer Kulturen på TV2 News.

Offentliggjort Sidst opdateret