Kongeparret ansætter særlig rådgiver i nyoprettet stilling

Tidligere medarbejder i Mary Fonden er blevet ansat i en nyoprettet stilling som rådgiver i Kongeparrets Sekretariat. (Arkivfoto). Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix

Tidligere medarbejder Heidi Krumhardt Mortensen i Mary Fonden bliver rådgiver i Kongeparrets Sekretariat.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kongeparret har i februar ansat Heidi Krumhardt Mortensen i en nyoprettet stilling som rådgiver i Kongeparrets Sekretariat.

Det skriver Billedbladet.

Det fremgår ikke, hvilke opgaver jobbet som rådgiver indebærer.

Heidi Krumhardt Mortensen er ikke et fremmed ansigt for kongeparret. Hun har nemlig arbejdet i Mary Fonden, hvor dronning Mary er formand, i knap ni år, skriver Billedbladet.

Her var hun kommunikationschef i næsten otte år og havde derefter 11 måneder som udviklings- og analysechef.

Ekstra Bladet har været i kontakt med kongehusets kommunikationsafdelingen, der bekræfter ansættelsen. Det har dog ikke yderligere kommentarer til stillingens indhold.

På sin LinkedIn-profil skriver Krumhardt Mortensen, at hendes primære faglige kompetencer er kommunikation, strategi og ledelse.

Der står desuden, at hun beskæftiger sig med "ledelsesrådgivning, præsentationsteknik og tekstforfatning".

Ifølge Billedbladet har hun efter sin tid i Mary Fonden været medlem i bestyrelsen for GirlTalk.dk, der arbejder for at hjælpe udsatte unge kvinder og piger mellem 12-24 år.

Hun er derudover tilknyttet organisationen Thoravej 29 og stifter af kommunikationsvirksomheden Krumhardt.

Kongeparrets Sekretariat er en del af hofmarskallatet og er ansvarlig for tilrettelæggelse af kongeparrets aktiviteter samt alle forhold omkring deres kalender.

Derudover rådgiver sekretariatet kongeparret om strategi og prioriteringer.

/ritzau/