Konkurs giver Bios-reddere håb om stabilitet
Redderne hos det konkursramte ambulanceselskab Bios ser lyst på fremtiden efter Skifterettens afgørelse.
Onsdag eftermiddag kulminerede den efterhånden lange strid mellem Region Syddanmark og Bios, da det hollandske ambulanceselskab blev erklæret konkurs ved Skifteretten i Odense.
Blandt redderne tager man afgørelsen med ro, og her betragter man afgørelsen som en mulighed for en ny start.
Det forklarer Christian Stigaard, der er fællestillidsmand for Bios-redderne.
- Mine kolleger ser lyst på det, og det er et håb om stabilitet, der er givet til redderne med den konkurs, siger han.
Sammen med de øvrige tillidsmænd skal han mødes med Region Syddanmark onsdag aften, hvor parterne skal blive enige om vilkårene for ambulancedriften fremover.
Christian Stigaard understreger dog, at borgerne ikke behøver bekymre sig om, hvorvidt redderne møder op på arbejde, selv om arbejdsgiveren er gået konkurs.
- Mit primære fokus lige nu er at sørge for, at borgerne ved, at ambulancerne kører, og der er ro på blandt mine kolleger, siger han.
Region Syddanmark har efter konkursbegæringen af Bios forsikret, at reddernes løn var garanteret af regionen.
Onsdag eftermiddag oplyste regionen dog, at det ikke er sikkert, at Bios-redderne kan få en straksudbetaling af deres løn for juli af Lønmodtagernes Garantifond.
Det bekymrer dog ikke reddernes tillidsmand.
- Der er stadig ro på. Vi har fået en garanti for, at vi får en aflønning, og om det så er på den ene eller anden måde, og om de bliver nødt til at lave straksudbetalinger eller hvordan det kommer til at foregå, så er vi stadig helt rolige, siger Christian Stigaard.
Mere bekymret er han for de penge, som en række af redderne blandt andet har til gode i manglende overarbejdsudbetalinger hos Bios.
- Vi bliver nødt til at gøre krav på de penge, men jeg kan godt være bekymret for, at pengene ikke når ud til redderne, siger Christian Stigaard.
Seneste artikler
Indsatsleder om dramatisk nat: Usædvanligt travlt
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker