Kønsopdelte uddannelser: Drenge bygger - piger vælger pleje
Der er store kønsforskelle inden for erhvervsuddannelserne, hvor de unge ifølge Dansk Byggeri søger, "som deres bedsteforældre gjorde det". (Arkivfoto.) Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Forestillinger om kønsroller fylder for meget, når danske unge vælger uddannelse, mener Dansk Byggeri.
Mange unge holder sig stadig til traditionerne, når de skal vælge uddannelse, og det er et problem i blandt andet bygge- og anlægsbranchen.
Her kommer der nemlig til at mangle arbejdskraft, og derfor skal der ske noget, lyder det fra interesseorganisationen Dansk Byggeri.
Organisationen har set nærmere på 9.- og 10.-klasseelevernes søgning til gymnasier og erhvervsuddannelser i år.
Mens 27,3 procent af drengene i 2019 har søgt en erhvervsuddannelse, er det kun 12,4 procent af pigerne.
- Vi kommer til at mangle mange faglærte håndværkere, når vi kommer nogle år frem, så vi har brug for, at både kvinder og mænd bliver håndværkere, siger administrerende direktør for Dansk Byggeri Lars Storr-Hansen.
Han peger derudover på, at mange virksomheder har positive erfaringer med kvindelige håndværkere.
Også inden for de forskellige erhvervsuddannelser er der store kønsforskelle.
Her søger de unge ifølge direktøren, "som deres bedsteforældre gjorde det".
Knap tre ud af fire af drengene søger ind på uddannelser inden for teknologi, byggeri og transport.
På den anden side søger godt fire ud af ti af pigerne ind på uddannelser inden for omsorg, sundhed og pædagogik. Det samme gælder for kun godt tre procent af drengene, viser Dansk Byggeris gennemgang af tallene.
Et enkelt lyspunkt ser Dansk Byggeri dog i en minimal stigning af kvindelige ansøgere til linjen teknologi, byggeri og transport, men det er ikke meget, medgiver Lars Storr-Hansen.
- Det er et langt og sejt træk, siger han.
Hos Dansk Byggeri har man blandt andet nedsat et kvinderåd for at få bud på mulige løsninger.
- Noget af det, de pegede på, var, at vi skal have skabt en ny fortælling, siger han.
- Vi skal ud på folkeskoler, erhvervsskolerne, vi skal ud til forældrene, og vi skal ud til børnene og lærerne for at give dem viden om, hvad der er for gode muligheder i bygge- og anlægssektoren for kvinder.
Undervisningsministeriet offentliggjorde søgetallene tirsdag.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde