Flere end hver femte patient på landets sygehuse har slet ikke nogen kontaktperson, og næsten halvdelen af patienterne har mere end én.
Det viser den nyeste udgave af Den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP), som har samlet svar fra omkring 150.000 indlagte og ambulante patienter i eftersommeren 2010, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
- Alle alarmklokker ringer. Der er afdelinger, hvor de ikke aner, hvad en kontaktperson er. På andre afsnit udnævner de per automatik den administrerende overlæge som kontaktperson for alle, siger Lars Engberg, formand for foreningen Danske Patienter.
Han slår ligeledes fast, at flere kontaktpersoner per patient næsten er værre end ingenting.
Løftet om kontaktpersoner daterer sig adskillige år tilbage - i begyndelsen i 2004 som en henstilling i den økonomiske aftale mellem sygehusejerne og regeringen om at lette patientens gang gennem systemet, men siden 1. januar 2009 som klar lovgivning, der sikrer patienten en følgesvend.
- Vi kan vist roligt fastslå, at ordningen har været en fiasko, siger Lars Engberg.
Selv om patienternes meldinger om kontaktpersoner er blevet en anelse bedre fra 2009 til 2010, er Bent Hansen (S), formand for Danske Regioner, ikke stolt af resultatet, og han er også indstillet på grundlæggende ændringer.
- Vi skal målrette kontaktpersonerne til de mest syge og kronisk patienter. Friske unge mennesker under 60 år, som bare er lige inde at få ordnet en enkelt ting, behøver ikke en kontaktperson, siger regionernes formand.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker