Kontanthjælpsloft rammer folk på barsel

Foto: Free/Colourbox

Som en konsekvens af det nye kontanthjælpsloft bliver kontanthjælpsmodtagere på barsel ramt af lavere ydelser på lige fod med alle andre.

Offentliggjort Sidst opdateret

Som en konsekvens af det nye kontanthjælpsloft bliver kontanthjælpsmodtagere på barsel ramt af lavere ydelser på lige fod med alle andre. Det skriver Avisen.dk.

Det møder skarp kritik fra Mødrehjælpen, som kalder det meget problematisk, at man som nybagt mor bliver straffet økonomisk for at tage barsel og passe på sit barn.

- Man rammer en specifik gruppe, som i særlig grad har brug for ro til at få en helt ny hverdag til at hænge sammen med et lille barn. At blive økonomisk ramt på denne her måde stresser mødrene helt vildt, og det smitter selvfølgelig af på børnene, siger rådgivningschef hos Mødrehjælpen, Pernille Kristoffersen, til Avisen.dk.

I forhold til 225-timers reglen, gælder det, at man på barsel får udskudt optjeningskravet, til man er færdig med sin barsel.

Beskæftigelsesordfører fra Dansk Folkeparti, Bent Bøgsted, som sammen med resten af partierne i blå blok står bag den nye kontanthjælpsreform, erkender, at enkelte grupper - herunder forældre på barsel - kan blive klemt i den nye lovgivning.

- Jeg vil ikke udelukke, at der kan være nogle smågrupper, som kan blive fanget i de nye regler, og hvor vi måske skal se på, om det er rimeligt, eller om det er muligt at ændre noget. Jeg kan godt se, at der kan være et problem, når man lige har født, men jeg ved ikke, hvor mange på barsel, der er ramt af kontanthjælpsloftet, så det er selvfølgelig en oplysning, vi skal have, før vi eventuelt gør noget, siger Bent Bøgsted til Avisen.dk.

Mødrehjælpen synes ikke, at det er i orden, at man på barsel bliver ramt af lovgivning, som skal styrke incitamentet til at tage et job, når den mulighed ikke er til stede, når man går derhjemme med en nyfødt.
Bent Bøgsted mener alligevel, at man på trods af barsel, godt kan arbejde sig ud af den lavere ydelse, som kontanthjælpsloftet medfører.

- Vi har jo en fleksibel barselsorlov, der gør, at man ikke behøver at tage hele barslen på én gang. Det kan jo godt være, at man efter en tre måneder gerne vil ud på arbejdsmarkedet. Så kan man tage barsel som deltid og arbejde resten af tiden. Den mulighed er jo til stede. Det er ikke sikkert, at man vil arbejde hele tiden, men arbejder man 7-8 timer én dag om ugen, så kan man arbejde sig ud af kontanthjælpsloftet, siger Bent Bøgsted til Avisen.dk.