Ungdomsafdelingen i Islamisk Trossamfund holder søndag 17. april en konference på Nørrebro i København, hvor hovedtaleren ifølge Politiken er den kontroversielle prædikant Bilal Philips.
Canadieren blev i juni sidste år nægtet indrejse til Storbritannien, hvor han også skulle have talt til en konference. De britiske myndigheder betragter ham som en potentiel trussel mod samfundet.
Bilal Philips er en berømt muslimsk lærd, som har skrevet adskillige bøger.
På hjemmesiden YouTube kan man se stribevis af videotaler, hvor han taler varmt for islamisk sharialovgivning, ligesom han kommer med hårde udfald mod shiamuslimer og homoseksuelle.
Formand for Munida og talsmand for Islamisk Trossamfund Imran Shah siger, at han ikke er bekendt med, at Bilal Philips støtter sharialovgivning eller taler hadsk om homoseksuelle.
- Vi har inviteret ham, fordi vi mener, at han er en kapacitet. Han er konverteret, og derfor har han sandsynligvis en fod både i den vestlige verden og i islam, siger Imran Shah til Politiken.
- Han kan sende et signal til de unge om, at de skal omfavne det samfund, de lever i, og forsøge at være så praktiserende muslimer som muligt, fordi det ikke er i konflikt med samfundet.
- Bare fordi han repræsenterer en vis type islam, så betyder det ikke, at det er noget, som vi skal sluge råt, understreger Imran Shah.
I Folketinget vækker det forargelse, at Bilal Philips er inviteret til at tale for de unge muslimer.
- Mange unge befinder sig i et kulturelt vakuum, hvor de forsøger at finde en identitet. Når der kommer en autoritet med sådanne synspunkter, er han med til at blåstemple radikale holdninger, siger de radikales Manu Sareen til Politiken.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned