Kør pænt - og vind en sporty bil

Pendlerne kører for stærkt på motorvejene. Og nu lokker Vejdirektoratet dem til at lette foden på speederen med en kampagne, der har en BMW 320d som hovedgevinst.

Sådan en kan en pendler vinde ved at hente et program - en såkaldt applikation - på hjemmesiden, pendlerduellen.dk og installere det på sin mobiltelefon. Programmet kan så registrere i en fire uger lang kampagneperiode, blandt andet om pendleren holder sig inden for hastighedsgrænserne under køreturen til og fra arbejde og hvor stor ulykkesrisiko, man kører med.

Ved at deltage kan pendlerne vinde brugsretten til BMW'en i et halvt år og dieselolie til den for 6000 kroner.

Vejdirektoratet slår på, at det kan spare omkring 40 trafikdræbte og 600 tilskadekomne, hvis alle holder sig under fartgrænsen på landets motorveje (beregnet ud fra 2005-tal).

Når kampagnen er slut, og præmien er i hus, kan vinderen af hovedpræmien glæde sig til et køretøj med 163 hestekræfter med en acceleration på 0-100 kilometer i timen på 8,2 sekunder, og som har en tophastighed på 225 kilometer i timen.

/ritzau/

Vejdirektoratet har startet en kampagne for at få pendlere til at sætte farten ned på motorvejene. Der er et fartmonster af en BMW som præmie.

Offentliggjort Sidst opdateret