Politiet fik sidste år muligheden for at afhjælpe ventetid på køreprøver ved at ansætte prøvesagkyndige, men politiet har stort set ikke brugt muligheden. Ventetiderne skaber fortsat kaos.
- Det er uacceptabelt, at politiet igen i år ikke magter opgaven. Det har været helt katastrofalt med ventetider i år, siger René Arnt, formand i Dansk Kørelærer-Union.
Justitsministeriet gav i 2009 tilladelse til, at politikredsene kunne gøre noget ved de lange ventetider ved at ansætte prøvesagkyndige uden baggrund i politiet.
Men ifølge Erhvervsbladet har politiet kun ansat tre medarbejdere, der ikke er politiuddannet.
- Området for kørekort bliver prioriteret nederst hos politiet. De må enten erkende, at de ikke kan løse opgaven eller i det mindste forsøge ved eksempelvis at ansætte flere politisagkyndige, siger René Arnt.
Det har længe været et problem at få plads ved politiets køreprøver. Kørelærere har i de senere år klaget utallige gange over lange ventetider på teori- og køreprøver.
- Det er dybt frustrerende, at forsinkelserne fortsætter. Eleverne betaler for alt for mange køretimer, og kørelærernes hverdage er et kaos uden lige, vi bruger evigheder på at administrere og planlægge, siger formanden.
Mange steder i landet melder kørelærerne om lange ventetider, værst står det til øst for Storebælt. Her oplyser Kørelærer-Unionen, at Storkøbenhavn i øjeblikket slet ikke udbyder køreprøver.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde