Lokal mand nægter at have dræbt 77-årig kvinde i Hornbæk. Han skal sidde i arresten, mens politiet fortsætter efterforskningen, besluttede dommer.
Den anholdte i drabssagen fra Hornbæk blev søndag varetægtsfængslet frem til 7. august. Dommeren i Hillerød fastslog, at der er en begrundet mistanke mod den 35-årige mand, der nægter at have slået Ellen Dorthea Ingwersen ihjel.
Kendelsen blev afsagt efter et mere end to timer langt lukket retsmøde. Den sigtede mand, der ifølge politiet bor i området og kender offeret, valgte ikke at kære afgørelsen til landsretten.
Dommeren mente, at den 35-årige kan forstyrre politiets opklaringsarbejde, hvis han sættes på fri fod, oplyser anklageren i sagen, Kristine Scharling fra Nordsjællands Politi.
Liget af den 77-årige kvinde blev fundet torsdag i et udhus ved hendes ejendom på Lodsens Vej i Hornbæk. Hun blev sidst set i live mandag eftermiddag.
Naboerne blev urolige, fordi de ikke havde set kvinden, og ringede derfor til politiet. Onsdag var betjente på adressen, men først et døgn senere fandt de Ellen Ingwersen død i udhuset. Hun blev dræbt ved stump vold mod kraniet. Offeret er blevet beskrevet som meget vellidt.
Selv om anklageren havde krævet fire ugers fængsling, lød kendelsen på 12 dage. I den periode skal politiet gennemgå diverse fund og foretage tekniske undersøgelser, ligesom der skal foretages afhøringer.
Lige fra begyndelsen vurderede politiet, at der måtte være tale om en lokal gerningsmand. Ellen Ingwersens hus ligger nemlig lidt afsides. En af teorierne har drejet sig om, at der kunne være tale om et rovmord, men politiets sigtelse nævner ikke noget om berigelse som motiv til drabet.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet