Fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) ærgrer sig over, at børnene i de danske skoler hverken får grøntsager eller energi nok, når de spiser skolens mad.
- Det er ærgerligt, når der ofres tid og kræfter på at have en madordning på skolerne, at børnene ikke får tilstrækkelig sund mad til at vokse og lære optimalt, siger hun til Jyllands-Posten.
En undersøgelse fra Fødevarestyrelsen og Danmarks Tekniske Universitet (DTU) viser, at skolemaden i de fleste tilfælde langtfra er god nok, men det er ikke spor underligt, mener kostkonsulent Frede Breuner.
- Det er ikke skolerne, der er årsag til problemerne. Det er Eva Kjer Hansen selv og Fødevarestyrelsen, der er medansvarlig for de dårlige kostordninger. Det er de officielle kostanbefalinger, der er skyld i problemerne. Man siger, at hvis maden bare ikke indeholder mere end 10 procent sukker og 30 procent fedt, så er det i orden. Og så har man et rejsehold i ministeriet, der ud fra de retningslinjer rejser rundt og godkender elendig mad, siger Frede Breuner, som dagligt holder foredrag på institutioner og skoler.
- Pizzasnegle, cacaomælk og alle mulige andre underlødige ting klarer fint de officielle danske krav til sund mad, og det skal der selvfølgelig laves om på, siger Frede Breuner.
Eva Kjer Hansen (V) har sat sig det mål, at alle skoler skal have en sund kostpolitik i løbet af 2010. Et af regeringens initiativer er derfor at give faget hjemkundskab mere fokus og prestige i skolen. Blandt andet ved at lade skolerne konkurrere i DM i hjemkundskab.
Det er helt til grin, mener Socialdemokraternes uddannelsesordfører Christine Antorini (S).
- Der er brug for en national strategi for at løfte sundheden for vores børn også i skolerne, og ikke symbolske konkurrencer, siger hun.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker