Kræftens Bekæmpelse rejser sig efter skuffende 2020-indsamling
14.000 samlede søndag ind til Kræftens Bekæmpelse. Umiddelbart ser indsamlingen ud til at slå 2020-resultatet.
Det var med ønsket om at slå en skuffende og corona-præget 2020-indsamling, at cirka 14.000 mennesker gik på gaden for at samle ind til Kræftens Bekæmpelse søndag.
Og alene antallet af indsamlere var et pænt nyk opad sammenlignet med de 8500 mennesker, der samlede ind til landsindsamlingenfor et år siden.
Direktør Jesper Fisker er imponeret over indsatsen og danskernes bidrag, der allerede nu ser ud til at overstige sidste års indsamling på 18 millioner kroner.
- Jeg er overvældet over den opbakning, der har været til os fra alle de mange steder, hvor vi har ringet på, og den fantastiske indsats fra alle dem, der har været ude, siger han.
Vejret var ellers nok til at gøre direktøren nervøs, da han stod op søndag morgen. Flere steder i landet regnede og sneede det.
- Jeg blev noget bekymret. Det så ikke for godt ud, siger Jesper Fisker.
Det er endnu ikke muligt at sige præcist, hvor mange penge der er blevet samlet ind. Kontanterne fra de 14.000 raslebøsser mangler stadig at blive talt op, og det kan tage lidt tid for bankfilialerne at komme igennem donationerne.
Ud over kontanterne fortsætter indsamlingen digitalt indtil søndag den 18. april. Her kan man donere penge både via en bankoverførsel og MobilePay.
Selv om det endnu ikke er muligt at sætte et præcist tal på, hvor mange penge der er kommet i kassen hos Kræftens Bekæmpelse, har Jesper Fisker indtryk af, at 2021 ender på et godt resultat.
- Vi er blevet mødt af rigtig mange positive danskere, som har åbnet deres døre, og det er også mit indtryk, at donationsvilligheden har været endnu højere i år, end den plejer at være.
- Samlet set må jeg sige, jeg er meget optimistisk, og allerede nu tror jeg, vi kan sige, at vi har et væsentligt bedre resultat end sidste år, siger Jesper Fisker.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker