Bare 14 måneder efter at vaccinationerne mod livmorhalskræft gik i gang, har helt op til 85 procent af pigerne i årgang 1993, 1994 og 1995 ladet sig vaccinere. Det viser nye tal fra Statens Seruminstitut.
Mere præcist har 85 procent af pigerne fra årgang 1994 og 1995 valgt at modtage den første dose vaccine ud af tre, mens de tilsvarende tal for årgang 1993 er 79 procent. Omkring tre ud af fire piger i de tre årgange har modtaget alle tre stik.
Den store succes glæder overlæge Iben Holten fra Kræftens Bekæmpelse:
- Det betyder ikke så meget lige nu, for de her piger bliver jo sandsynligvis ikke smittet de første år, men om 10-15 år vil vi kunne måle, at antallet af forstadier bliver mindre, og også at antallet af cancertilfælde bliver færre.
Livmorhalskræft rammer typisk først kvinder, efter de er fyldt 25, da sygdommen skyldes en kronisk infektion med Humant Papillovirus (HPV), som er en seksuelt overført sygdom.
Iben Holten vurderer, at den gode tilslutning til vaccinationsprogrammet er vital:
- Man kan redde rigtig mange pigers liv med det her, men det er også vigtigt, at man kan spare mange af de bivirkninger, som behandlingen af sygdommen har. Det er nogle meget kraftige og giftige bivirkninger, man slipper for.
Vaccinationsprogrammet mod livmorhalskræft begyndte 1. oktober 2008 med pigerne i årgang 1993-95. Siden 1. januar 2009 har vaccinen været en del af børnevaccinationsprogrammet og tilbydes piger i 12-års-alderen. 79 procent af pigerne fra årgang 1996, har modtaget vaccinen som en del af børnevaccinationsprogrammet.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned