Kraftig blæst på vej: Flere færgeafgange aflyst fredag
Kraftig vind er på vej mod Danmark. Især det nordvestlige Jylland ventes at blive ramt af stærk vind fredag, oplyser DMI. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Udsigt til vindstød af stormstyrke betyder, at flere færgeafgange fredag mellem Gedser og Rostock er aflyst.
Fredag ventes at blive en særdeles blæsende dag, hvor der fra morgenstunden vil forekomme stormende kuling med vindstød op til stærk storm fra nordvest.
Det oplyser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) i et vejrvarsel.
Kystregionen i det nordvestlige Jylland ventes at blive ramt af den kraftigste blæst. Men også resten af landet vil blive rusket igennem, og flere steder kan der komme hård kuling i middelvind med vindstød af stormstyrke.
Udsigten til kraftig vind, men også lav vandstand, har fået Scandlines til at aflyse en række af sine færgeafgange på strækningen Gedser-Rostock fredag.
Fra Gedser er følgende afgange aflyst:
Fredag klokken 09:00, 11:00, 13:00 og 15:00.
Fra Rostock er følgende afgange aflyst:
Fredag klokken 09:00, 11:00, 13:00 og 17:00.
Scandlines fremhæver, at den sædvanlige afgang fra Rostock klokken 15:00 ikke er blevet aflyst.
Den ordinære sejlplan for færgerne mellem Gedser og Rostock ventes genoptaget fredag klokken 19:00.
Vagthavende meteorolog ved DMI Anja Bodholdt fortæller torsdag aften, at lavtrykket, som ventes at levere fredagens blæsevejr, kommer til at bevæge sig forholdsvist hurtigt på tværs af Danmark.
- Det begynder omkring klokken 06-07 i det nordvestlige Jylland, og så varer det tre-fire timer i dette område.
- Feltet med kraftig vind bevæger sig så mod øst ind over resten af Danmark, så der omkring middagstid kommer vindstød af stormstyrke på Sjælland og senere på eftermiddagen på Bornholm, siger Anja Bodholdt.
Der er tale om stormende kuling ved en vindhastighed på 20-23 meter per sekund. Hård kuling svarer til 15-18 meter i sekundet, og når der er vindstød af stormstyrke, blæser det cirka 25 meter i sekundet.
At Danmark bliver ramt af kraftigt blæsevejr i marts er ikke usædvanligt, fortæller den vagthavende meteorolog.
- Det er helt almindeligt vejr for den tidlige start på foråret, siger hun.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned