Kraftig blæst risikerer at lukke Storebæltsbroen torsdag aften
Storebæltsbroen risikerer at lukke midlertidigt som følge af stormen Pia. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Når middelvinden når op over 25 meter i sekundet, lukkes Storebæltsbroen for al biltrafik.
Skal du ud i juletrafikken torsdag og fredag, kan det være, at din rejse bliver påvirket af den ventede storm Pia.
Kraftig blæst vil torsdag og fredag kunne påvirke trafikken på Storebæltsbroen.
Når middelvinden når op over 25 meter i sekundet, lukkes broen for al biltrafik, skriver Sund og Bælt på sin hjemmeside.
- Ifølge vindprognosen fra DMI forventes den største risiko for vindstyrker over 25 m/s (meter i sekundet, red.) i perioden fra torsdag aften kl. 20.00 til tidligt fredag morgen, lyder det videre.
Stormen ventes torsdag aften og at have vindstød af orkanstyrke. Det er generelt i de kystnære egne, at vinden ventes at blive kraftigst.
DMI har desuden varslet om forhøjet vandstand. Den kraftige vind giver forhøjet vandstand langs Vestkysten, i Limfjorden, Skagerrak, Kattegat, Storebælt og den nordlige del af Øresund.
Allerede når middelvinden når op på ti meter i sekundet, lukkes forbindelsen for påhængskøretøjer under 750 kilo. Der vil ifølge prognosen være risiko for lukning for påhængskøretøjer fra torsdag formiddag til sent lørdag eftermiddag, skriver Sund og Bælt.
Her lyder det videre, at man kan følge den aktuelle trafiksituation via Sund og Bælts bromeldinger på hjemmesiden eller trafikinfo via deres sms-tjeneste.
/ritzau/
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker