Krasnik efter Hedegaard-kritik: Ja, jeg var hårdhændet
Hvis trofaste DR2-seere undrer sig over, at værtsstolen i Deadline-studiet lørdag aften var indtaget af TV2-veteranen Poul Erik Skammelsen i dele af udsendelsen, kan de trøste sig med, at der er en logisk forklaring.
Deadline-værten Martin Krasnik var nemlig selv gæst i lørdagens udsendelse, hvor Skammelsen gik til ham og spurte ind til det meget omtalte interview med formanden for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard, for godt en uge siden.
Og så skal der rene linjer og andre kanalers værter til.
Blandt andet bliver Krasnik spurgt om, hvorvidt han mener, at tonen i interviewet med Hedegaard, der for nylig blev udsat for et attentatforsøg, var hård.
- Ja han fik en hårdhændet behandling, lyder det fra værten, der samtidig roser Hedegaards præstation på skærmen.
- Jeg synes, han klarede det meget godt og svarede på spørgsmålene, siger Krasnik efter ellers at have luftet en vis kritik af, at Hedegaard ikke svarede på de spørgsmål, han blev stillet.
Det omdiskuterede interview i Deadline 17. marts affødte en heftig debat om, hvorvidt DR-værtens offensive spørgeteknik var rimelig, og om han havde oplyst Hedegaard om interviewets kritiske karakter.
Det er blandt andet kommet frem, at medlem af DR's bestyrelse Katrine Winkel Holm, der ligesom Hedegaard er medlem af Trykkefrihedsselskabet, ringede til Martin Krasnik og kritiserede ham efter at have set interviewet.
Sideløbende har flere medier beskrevet, hvordan Krasnik i en mail inden interviewet kalder sig selv for "en stor beundrer" af Hedegaards vedholdenhed og mod til at sige sin mening.
Men værten mener ikke, at formuleringen er problematisk:
- Hvis det havde været den eneste kontakt, jeg havde haft med ham, kunne det måske have været et problem, men det var det jo ikke. Vi taler sammen både i telefonen og inden interviewet, siger han lørdag aften.
Mest af alt ærgrer Krasnik sig over, at målet om at få Hedegaards synspunkter frem ikke er lykkedes.
- Debatten har handlet om min form, og det er, fordi Lars Hedegaard og Søren Krarup har forsøgt at få den til at handle om formen. Det er ærgerligt, at så mange journalister er hoppet på den, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde