Kreditkongen fik et langt liv i banktoppen
Tidligere bestyrelsesformand for Finansiel Stabilitet Jakob Brogaard fylder torsdag den 30. juni 75 år (Arkivfoto). Foto: Nf/Ritzau Scanpix
Jakob Brogaard var efter 43 år i Danske Bank med til at rydde op i rodet efter finanskrisen. Torsdag den 30. juni fylder han 75 år.
Jakob Brogaard trådte ind i Landmandsbankens filial i Fredericia som ny elev i en alder af 17 år i 1964.
Da han forlod bankverdenen 51 år senere, havde han både været nummer to i landets største pengeinstitut og formand for statens finansielle skraldespand.
Jakob Brogaard, der torsdag den 30. juni fylder 75 år, nåede med andre ord langt omkring i sin bankkarriere.
I Fredericia blev han udlært hos den berømte filialchef Johannes Lundov, der også opfostrede talenter som Knud Sørensen og Peter Straarup.
Ligesom dem kravlede Jakob Brogaard helt op i det øverste ledelseslag i den bank, der efter en lang række fusioner og to navneskift siden år 2000 har heddet Danske Bank.
Først som kreditchef, hvilket gav ham tilnavnet "kreditkongen" i medierne, og senere viceordførende direktør i banken.
Da han som 60-årig valgte at takke af i Danske Bank efter 43 år, var han ikke færdig med bankvæsen.
Jakob Brogaard blev udnævnt som næstformand - og senere formand - for bestyrelsen i Finansiel Stabilitet.
Det var den bankskraldespand, staten oprettede for at afvikle de banker, der gik ned under den finanskrise, der buldrede fra 2008 og frem.
- Der var ikke rigtig nogen erfaring at trække på, så for hver sag var det helt nyt. Det var spændende og udfordrende, men jeg synes også, resultaterne blev gode, siger Jakob Brogaard.
Erfaringerne fra Danske Bank landede ham også bestyrelsesposter i blandt andet Dong, Danica Pension, LR Kredit og OW Bunker.
Sidstnævnte endte dog også med at blive hans karrieres endeligt, da firmaet gik ned med et brag efter omfattende svindel i 2014.
Sammen med resten af ledelsen blev Jakob Brogaard anklaget for ledelsessvigt, og det tvang ham i 2015 på tidlig pension fra Finansiel Stabilitet og fra Finanstilsynet, hvor han var kommet i bestyrelsen året før.
Otte år senere er sagen om den store konkurs stadig ikke færdigbehandlet.
- Det tager jeg sådan set helt roligt. Jeg mener helt sikkert, at jeg har passet mit arbejde, og at der ikke er noget at komme efter, så vi må se, hvordan det ender, siger Jakob Brogaard.
Efter karrierestoppet har han fået mere tid til at passe sine fire børnebørn samt at dyrke hobbyen golf.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde