Krifa udpeger tidligere Venstre-politiker som ny formand
Jane Heitmann har tidligere været medlem af Folketinget for Venstre fra 2011 til 2022. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
54-årige Jane Heitmann er fredag blevet valgt som formand i fagforeningen Krifa på et repræsentantskabsmøde.
Fagforeningen Krifa skal fremover ledes af Jane Heitmann.
Regions- og hovedbestyrelsen i Krifa har således valgt den tidligere Venstre-politiker som ny formand efter et repræsentantskabsmøde i Fredericia.
Det oplyser Krifa i en pressemeddelelse.
54-årige Jane Heitmann, der var medlem af Folketinget fra 2011 til 2022, vil gøre op med "dårlig trivsel" og "højt stressniveau" på arbejdsmarkedet.
- Jeg forstår godt, at mange slides op af alle de forventninger, vi har fået skabt til os selv og hinanden, siger hun i pressemeddelelsen.
- Som ny formand vil jeg være optaget af, hvordan vi får dæmmet op for stress-statistikkerne og gør plads til mere rummelighed.
Hun mener, at hendes erfaring fra politik som blandt andet sundhedsordfører vil gøre arbejdet nemmere.
- Vi bruger halvdelen af vores vågne timer på jobbet, og man skal kunne holde til at arbejde i rigtig mange år.
- Men arbejdslivet må ikke være noget, der blot skal overstås, siger hun.
Ud over formandsvalget har fagforeningen stemt om pladser i dens hovedbestyrelse.
Krifa har tidligere fået kritik af Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) for at være en såkaldt gul fagforening.
De gule fagforeninger, herunder Krifa, Det Faglige Hus, Business Danmark og ASE, er politisk uafhængige lønmodtagerorganisationer, der står uden for hovedorganisationerne.
Typisk adskiller de sig ved ikke at anerkende en interessekonflikt mellem arbejdsgiver og lønmodtager og ved at have ingen eller meget få overenskomster.
Af den grund mener FH, Fagbevægelsens Hovedorganisation, at de gule ikke er rigtige fagforeninger.
Med mere end 185.000 medlemmer er Krifa Danmarks femtestørste fagforening.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet