- Jeg føler, at jeg har fået enormt meget, fordi Amin har fortalt mig sin historie. Der sker så meget personligt for mig på grund af det. Og jeg vil rigtig gerne give noget tilbage og skabe noget opmærksomhed omkring flygtninge og deres situation. Det vil være meget betydningsfuldt, siger Jonas Poher Rasmussen. Foto: Lauren Justice/ReutersLauren Justice/Reuters
Historien om flygtningen Amin kan skaffe Jonas Poher Rasmussen hele tre Oscars ved årets uddeling.
Ritzau RitzauRitzau
OffentliggjortSidst opdateret
Den sidste måned har Jonas Poher Rasmussen været på farten. Meget af tiden har han brugt i Los Angeles i USA, hvor han natten til mandag dansk tid skal kæmpe om hele tre oscarstatuetter med den animerede dokumentar "Flugt".
- Det er nærmest en politisk kampagne, der går i gang, når man bliver nomineret. Man skal rundt og fortælle om filmen, og om hvordan man har lavet den og de valg, man har taget i den, fortæller Jonas Poher Rasmussen.
At filmen er nomineret i hele tre kategorier - Bedste Dokumentar, Bedste Animationsfilm og Bedste Internationale Film - skriver verdenshistorie og har skabt stor opmærksomhed omkring "Flugt".
Den handler om Jonas Poher Rasmussens barndomsven Amins brutale flugt fra Afghanistan til Danmark, mens han prøver at finde sin identitet.
Men det er ikke kun oscarnomineringerne, der gør, at filmen er på manges læber.
Annonce
- Den er blevet så højaktuel både i forhold til det, der skete i Afghanistan i sommer og det, der sker i Ukraine nu. Der er rigtig mange, der går igennem det, Amin gik i gennem for 30 år siden. Derfor er der også mange, der bliver meget berørte af filmen, siger Jonas Poher Rasmussen.
Ruslands invasion af Ukraine er sket, mens Jonas Poher Rasmussen har været i Los Angeles.
- At sidde her midt i al den glitter og glamour, mens det føles, som om at verden er i brand, det er mærkeligt og lidt skizofrent.
- Jeg prøver at skabe forståelse for flygtninge og deres historier med filmen, men det føles samtidig forkert at være i al den her luksus, midt i at folk lider, siger han.
Men at "Flugt" er så aktuel, gør hans arbejde lige nu med at skabe opmærksomhed omkring filmen endnu vigtigere, føler han.
- Det gør det meningsfyldt at arbejde med at få historien bredt ud og tegne et nuanceret billede af en flygtningehistorie. Man er nødt til at se på menneskene, som alle sammen har forskellige ønsker og håb og drømme, siger han.
Om "Flugt" kommer til at løbe med en pris ved oscaruddelingen, er svært at spå om, mener Jonas Poher Rasmussen. Men der er en helt særlig grund til, at han håber, det sker.
- For mig professionelt tror jeg ikke, det gør den store forskel, for det, at vi er nomineret, har allerede sparket døren ind, siger han.
- Men jeg vil meget gerne få lov at holde den vindertale. Lige at kunne bruge ét minut midt i al den glamour på at tale om de ting, der sker i verden, og få vores budskab ud der. Det er jo det, vi har kæmpet for. Det vil betyde enormt meget.
Oscaruddelingen kan ses på TV 2 natten til mandag dansk tid.
Med tre nomineringer har holdet bag "Flugt" skabt stor opmærksomhed i filmbranchen. Det er aldrig set før, at en film er blevet nomineret i de tre kategorier, den er nomineret i. Foto: Valerie Macon/Ritzau ScanpixValerie Macon/Ritzau Scanpix
- Den anden dag fik jeg en pris af filmkritikerne i New York, og den blev overrakt af Al Gore. Det var en mærkværdig oplevelse. Vi har også været til Producers Guild Awards og der var bare kæmpestjerner over det hele. Steven Spielberg, George Lucas og Francis Ford Coppola sad ved et bord sammen. Der var en journalist, der introducerede mig til Spielberg, og han sagde, at han elsker ?Flugt?. Det var bare helt vildt, siger Jonas Poher Rasmussen.
Foto: Evan Agostini/Ritzau ScanpixEvan Agostini/Ritzau Scanpix
Seneste artikler
Når natklubberne lukker, rykker festen videre
Lottomillionær nummer 4.000 nærmer sig: Den allerførste var fra Lolland
Vilde Nykøbing FC slog rekorder i hvepseboet
Søstre har stor tilknytning til broerne: - En særlig dag for os med både glæde og vemod
Ny minister til Folketidende: - Sikke’ en folkefest
Mest læste artikler
Stopper efter 140 år: - Vi kan ikke betale købmanden med traditioner
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Nabo taber klagesag om kæmpe solcelleanlæg
Kronprinsen til stor brofest
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse