Krigen giver danske jøders hanukkah en tung stemning

Jair Melchior er overrabbiner i Det Jødiske Samfund i Danmark. (Arkivfoto). Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix

Den seneste tids krig har lagt en dæmper på årets fejring af højtiden hanukkah i Danmark, siger Jair Melchior.

Offentliggjort Sidst opdateret

Torsdag efter solnedgang starter den jødiske højtid hanukkah.

Det er en lysfest, der varer otte dage, og hvor man fejrer det, der betragtes som et mirakel i jødernes historie.

Men i år er der lagt en dæmper på stemningen, som bærer præg af konflikten i Mellemøsten. Det fortæller overrabbiner for Det Jødiske Samfund, Jair Melchior.

- Det er en helligdag, som primært sker i hjemmet. Alle familier samles og tænder lys. Derudover har man en masse hanukkah-fester, siger Jair Melchior.

- Jeg har mindst en fest om dagen og de fleste dage flere. Så jeg får travlt.

Hos Det Jødiske Samfund i Danmark kan man se en plan over, hvordan lysfesten markeres i Danmark.

Det skydes i gang torsdag, hvor Dansk Jødisk Museum holder lystænding. I de kommende dage følger flere arrangementer, tilrettelagt af forskellige jødiske organisationer.

- Religiøst er hanukkah faktisk af mindre betydning. Men i den folkelige stemning fylder det rigtig meget.

Fordi arrangementerne er organiseret af forskellige organisationer, kan Jair Melchior ikke udtale sig om, hvorvidt der er lavet ændringer i programmet på grund af situationen.

Heller ej, om der er lavet nye sikkerhedsforanstaltninger.

Men overordnet set vil stemningen i år være en anden, vurderer han - og danske jøder skal fortsat agere med omhu.

- Det er ikke det samme. Situationen er hård, man er midt i krig, og fremtiden er usikker. Det giver en tung stemning og lægger en dæmper på.

- Men jødiske skikke er ikke gået i stå på grund af krigen.

/ritzau/