Krigsveteraner slipper traumer med kropsterapi

Mellem fem og ti procent af de soldater, der har været udsendt, udvikler PTSD, vurderer Sundhedsstyrelsen. Men antallet kan være langt højere. For eksempel har en undersøgelse vist, at en ud af tre udsendt til de hårdeste missioner i Afghanistan efterfølgende fik PTSD. (Arkivfoto). Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

For første gang er kropsterapi undersøgt på soldater med PTSD. - Jeg har fået noget, du kan kalde et liv.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er ikke uden omkostninger, når et land sender sine soldater i krig.

Siden 1991 har cirka 40.000 mænd og kvinder været udsendt af Forsvaret.

Mellem fem og ti procent af dem, vurderer Sundhedsstyrelsen, er ramt af PTSD, der kan gøre dem ude af stand til at fungere socialt og passe et arbejde.

Det giver et mylder af tanker, flashbacks og mareridt ikke plads til.

Men med kropsterapi er der håb, viser et forsøg, hvor effekten af behandlinger med massage, tryk og greb for første gang er undersøgt i Danmark.

Manuvision hedder behandlingen.

- Det er veteraner, som har overværet børn dø. Andre kan have stået i en situation, hvor de ikke har kunnet komme en holdkammerat til undsætning, siger Nanna Gram Ahlmark.

Hun er seniorforsker på Statens Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet, der står bag undersøgelsen.

Den omfatter 20 veteraner, der en gang om ugen gennem seks måneder er blevet behandlet med kropsterapi som et supplement til antidepressiv medicin og psykologsamtaler.

Deres resultater er sammenlignet med en kontrolgruppe på 22 veteraner, som kun fik medicin og samtaler.

I den første gruppe oplevede seks ud af ti et markant fald i deres symptomer.

For hver tredje var behandlingen så effektiv, at de sandsynligvis ikke længere ville få stillet diagnosen PTSD, hvis de skulle udredes på ny.

Det skete kun for hver tyvende i kontrolgruppen.

- Vi ved fra andre studier, at veteraner med PTSD kan have stor gavn af psykologbehandling og medicin. Men det har overrasket mig, at vi ser så overbevisende resultater med kropsterapi, siger Nanna Gram Ahlmark.

44-årige Søren Sørensen er blandt dem, der har fået kropsterapi.

Han blev i 2016 diagnosticeret med PTSD efter at have gjort tjeneste i søværnets dykkertjeneste. Senest som udsendt til Adenbugten, hvor Forsvaret har bekæmpet pirateri.

I dag er han ude af stand til at arbejde på grund af PTSD og en skulderskade.

- Egentlig har jeg jo bare fået massage, men det har givet mig noget, du kan kalde et liv. Et halvt år med kropsterapi har rykket mere end tre års behandlinger med medicin, psykologtimer og gruppesamtaler.

Med til behandlingerne hører at lære at meditere og bruge åndedrættet til at skabe ro i kroppen.

- Jeg har fået nogle værktøjer, som jeg kan bruge, når det hele bliver for meget. Hvis jeg for eksempel sidder til en middag, tager jeg skoene af under bordet og løber med mine tanker kroppen igennem fra top til tå. Det tager fem minutter.

/ritzau/