Krisen giver danskerne dårligere ferier

Finanskrisen påvirker rejsevanerne for en femtedel af danskerne. Det svarer til, at krisen kvæler mere end én million danskeres ferieudskejelser i 2010.

Det viser en ny undersøgelse af danskernes rejsevaner før og efter krisen foretaget af rederiet DFDS Seaways.

Over halvdelen af dem indleder deres ferieplanlægning med glødende tastaturer og optagede telefoner. For de bliver nødt til at gå på intensiv tilbudsjagt for at finde det billigste og bedste feriemål.

Mere end en fjerdedel ender med at bestille deres ferie senere i håb om at slippe billigere af sted. Den tendens mærkes tydeligt hos rejsearrangøren FolkeFerie.dk.

- Den nye trend er, at man køber sidst. Vi har rigtig mange, der ringer ind, familier der lige er kommet i tanke om, at de gerne vil på ferie på lørdag eller næste lørdag, fortæller Martin Ebmark, direktør i FolkeFerie.dk.

Det er usikkerhed om økonomien og en presseskabt forventning om flere rejser i udbud, der får folk til at vente, vurderer han. Men de spareivrige får sjældent den ferie, de ønsker.

- Vi kan godt sende dem af sted, men så er det slet ikke med de produkter, de gerne vil have. Havudsigt og aircondition er der ikke noget af, siger Martin Ebmark.

Også hos Spies genkender man danskernes behov for at tage hensyn til økonomien.

- Bookingmønstret er generelt ændret til, at man booker sin rejse senere, og vi tolker det som om, man godt lige vil være sikker på sin økonomi, og at man ikke er blevet arbejdsløs. Man holder lidt mere på sine penge, indtil man skal af sted, beretter Jan Vendelbo, direktør i Spies.

/ritzau/

Mere end en million danskeres ferier er påvirket af krisen i 2010, viser ny undersøgelse. Vi holder på pengene og må drømme os til havudsigt og aircondition.

Offentliggjort Sidst opdateret